ca. 30 små stilketomater
½ dl god olivenolie
2 spsk havsalt
friskkværnet peber
2 tsk tørret rosmarin eller oregano, efter smag
Det er om foråret, at tomaterne myldrer frem i drivhuset eller er billige på torvet. Disse langtidsbagte tomater bliver helt fantastiske i smagen, og kan fryses ned, så du får en koncentreret hilsen fra sommeren når det er koldt og vådt derude. Brug dem som tilbehør, i salater og sandwicher. Eller kom dem i en sød krukke med en rosmarinkvist og lidt ekstra olie, så er det en fin værtindegave.
Skyl og tør tomaterne og fjern stilken. Vend de hele tomater i en stor skål med olie og krydderier. Sørg for, at de alle er godt dækkede af marinaden. Fordel dem i et lag på en papirbeklædt bageplade, og stil dem i en 75ºC varm ovn i mindst fem timer. Jeg plejer at stille dem ind inden jeg går i seng, så er de perfekte når vækkeuret ringer. Og duften er formidabel.