Server fisken som forret eller som hovedret med lidt mere fisk samt ris eller stegte kartofler til. Beregnet til 4 personer.
4 skrubbefileter
1 bdt rødbedeblade
2 spsk extra jomfruolivenolie
Saft af ½ citron
Salt, hvid peber
Rødbedefritter:
1 rødbede
Vindruekerneolie til frittering
Rødbedecreme:
2 rødbeder
1 spsk rødvinsvinaigre med hindbær
2 spsk extra jomfruolivenolie
Salt, hvid peber
Rødbedefritter: Skræl rødbederne og skær dem i meget tynde skiver, eventuelt på en pålægsmaskine eller med en tyndskræller.
Kog fritterne i hed olie, men pas på, de ikke bliver for mørke.
Er de stadig bløde, kan de friteres endnu engang.
Læg fritterne på fedtsugende papir.
Rødbedecreme: Kog rødbederne, skyl i iskoldt vand og flå dem.
Kør alle ingredienser i en blender.
Smag eventuelt til med lidt mere rødvinsvinaigre.
Skyl og tør rødbedebladene godt. Fordel dem i 4 portioner.
Krøl bladene sammen, så de bliver til en firkant på ca. 5 x 5 cm.
Pensl fiskefileterne med olivenolie og drys med salt og peber.
Fold fileterne sammen og læg dem på rødbedebladene.
Dryp med citronsaft og pensl igen med olie.
Bag fiskene i ovnen ved 220ºC i ca. 5 minutter.
Anret fiskene på tallerkener og dryp rødbedecremen omkring.
Drys til sidst med fritterne.