Det er nemt at lave bagte søde kartofler og de kan varieres
på adskillige måder – helt som du kender det med almindelige bagte kartofler.
Med et gavmildt drys purløg, farverige chilier og grønne timian blomster, så
ligner det jo nærmest solskin på en tallerken.
1 person. 30 min.
# Ingredienser:
1-2 søde kartofler
½-1 dl friskrevet cheddar ost
1 skive sprødt ristet bacon
10 cherrytomater, skåret i halve
1-2 chili - vælges efter smag og styrke
½ dl finthakket purløg
lidt frisk timian
salt og peber
1-2 tsk cremefraiche 18 eller 36 %
*
Fremgangsmåde:
Skrub kartoflerne godt og bag dem på bagepapir i en ovn ved
175 °C varmluft i ca 20 min eller til de er møre inden i – kan variere efter
størrelse.
Skær hver kartoffel op og fyld ost, tomater, samt finthakket
bacon i.
Bag videre i 5 minutter mere.
Server med creme fraiche, masser af purløg, timian og et
godt drys chili.
TIPS: Opskriften til bagte søde kartofler kan selvfølgelig
også bruges på samme måde til almindelige bagekartofler. De skal blot have en
del ekstra bagetid for at blive møre, men ellers er det helt samme
fremgangsmåde.