Logo

Varme supper til kolde dage

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Varme supper til kolde dage


Fyldige supper med masser af kraft og smag, som er skønne i denne kolde vintertid. Server supperne med godt brød og evt. efterfulgt af ost, frugt eller dessert.

 

Krydret gulerodssuppe med kokosmælk

Lækker, hurtig og grøn hverdagsmad.

4 personer. Arbejdstid: 20 min. Stege-/kogetid: 15-20 min. Fryseegnet

 

#

1 løg

½ frisk chili

1 tsk frisk ingefær

200 g persillerod

300 g gulerod

1 spsk olie

1 dåse kokosmælk

4 dl grønsagsbouillon

1 citron

lidt salt

 

Tilbehør:

frisk koriander eller dild

groft hvedebrød


*

Pil løget og hak det fint.

Rens chilien for frø og mellemvægge, og hak det fint.

Skræl ingefæren, og riv det fint.

Rens rodfrugterne, og skær dem i terninger.

 

Steg løgene klare i olie, og tilsæt rodfrugter, chili og ingefær.

Steg et par min og tilsæt kokosmælk og bouillon.

Kog grønsagerne møre (ca. 10 min.).

 

Blend suppen til cremet konsistens, og smag til med citronsaft og salt.

 

Server suppen rygende varm, og drys med friske korianderblade eller dild lige før servering.

Giv brød til.


 

Fennikelsuppe med rejer

Nem og velsmagende suppe til forret eller frokostret.

4 personer. Arbejdstid: 40 min. Stege-/kogetid: 15 min. Fryseegnet


#

2 løg

2-3 fennikel

2 spsk olie

1 tsk karry

1¼ liter hønse- eller urtebouillon

2 spsk citronsaft

200 g pillede rejer

salt og friskkværnet peber

 

Tilbehør:

fintklippet purløg

hvedebrød


*

Pil løgene, og hak dem fint.

Rens fennikelknoldene, halver dem og skær stokken ud.

Skær fenniklerne i mindre stykker.

 

Steg løgene klare i olie i en tykbundet gryde.

Krydr med karry og tilsæt fennikel.

Steg nogle min., tilsæt bouillon, og bring det i kog. Kog i 10-15 min., og blend suppen til ensartet konsistens.

 

Smag suppen til med citronsaft, evt. mere karry, salt og peber.

Hæld suppen i varme suppeskåle, drys med afdryppede rejer og purløg lige før servering.

Nyd med brød. 



 

Grønkålssuppe med hamburgerryg og ristede rugbrødspinde

Mættende og varm klassiker til kolde vinterdage.

4 personer. Arbejdstid: ca. 30 min. Kogetid: 1 time. Fryseegnet

 

#

500 g hamburgerryg

400 g grønkålsblade

2 løg

4 gulerødder

2 spsk olie

8 dl hønse- eller grønsagsbouillon

salt og friskkværnet peber

lidt muskatnød

 

Tilbehør:

250 g groft rugbrød

*

 

Læg kødet i en gryde, og dæk med vand.

Giv det et stille opkog, og fjern skum.

Kog hamburgerryggen ved svag varme i ca. 45 min., eller til centrumtemperaturen - målt med stegetermometer - er 60 °C.

Sluk og lad kødet hvile i kogelagen i 20 min.

Skær kødet i terninger til suppefyld.

 

Kog grønkålsbladene i letsaltet vand i ca. 3 min.

Kogningen springes over, hvis man bruger frossen grønkål.

Lad bladene dryppe af i en sigte, og hak dem fint.

 

Pil løgene, og hak dem fint.

Skræl gulerødderne, og skær dem i terninger.

 

Steg løgene klare i en gryde med olie.

Tilsæt gulerod, grønkål og bouillon eller vand og kog i ca. 5 min.

Tilsæt terninger af hamburgerryg.

Smag suppen til med salt, peber og revet muskatnød.

 

Server suppen med ristet rugbrød, skåret i aflange stykker. 



 

Varme supper til kolde dage

 

Klar oksekødssuppe med urter og kogt oksebryst

Simremad og mad til flere. ca. 8 personer eller mad til flere dage

Arbejdstid: 45 min. Kogetid: co. 2 timer

Kødet kan opbevares i suppen i køleskab i 3-4 døgn eller fryses.

 

1½ kg oksespidsbryst

2 tsk groft salt pr. liter vand

 

Suppeurter:

2 løg

1 porre

½ knoldselleri

2 gulerødder

2 laurbærblade

1 tsk peberkorn

2-3 kviste timian

 

Suppefyld (4 portioner):

2-3 gulerødder

2 porrer

 

Tilbehør: brød

*

 

Kogt oksebryst: Læg kødet i en gryde, og dæk med koldt vand.

Bring vandet langsomt i kog, og fjern skum fra overfladen med en stor ske.

Tilsæt salt, giv det et opkog, og fjern igen skum.

Rens grønsagerne, skær dem i mindre stykker og læg dem i gryden sammen med krydderierne.

Lad kødet simre i ca. 2 timer under låg, til det er helt mørt.

Tag kødet op, og si suppeurter og krydderi er fra suppen.

 

Klar suppe med urter:

Kog evt. noget af suppen ind, så den får mere smag.

 

Rens gulerødder og porrer, og skær dem i mundrette stykker.

Kog dem i suppen i ca. 5 min., og server suppen rygende varm med brød til.

 

TIP: Spis klar oksekødsuppe med urter til forret, og til hovedret det kogte oksebryst med peberrodssauce og rosiner 



 

Kogt oksebryst med peberrodssauce og rosiner

4 personer. Arbejdstid: 20 min. (når kødet er kogt) Kogetid: 20 min. Fryseegnet

 

#

½ portion kogt oksebryst (se opskriften ovenfor)

 

Peberrodssauce:

½ liter kraftig oksekødssuppe (fra kogning af kødet)

25 g smør

2½ spsk hvedemel

1 stk hel peberrod

1 dl rosiner

salt

 

Tilbehør:

500 g rosenkål

500 g pastinakker (eller persillerod)

1 kg asparges kartofler

bredbladet persille


*

Varm kødet i oksekødssuppen.

 

Kog kartoflerne i ca. 20 min. og pil dem.

Rens rosenkålene.

Skræl pastinakkerne, og skær dem i mindre stykker.

Kog grønsagerne i ca. 5 min. i letsaltet vand, til de er tilpas møre.

 

Sauce: Smelt smørret i en gryde, rør melet i, og bag det igennem under omrøring.

Rør siet suppe fra kødet i lidt ad gangen.

Kog ved svag varme i ca. 5 min.

Smag til med friskrevet peberrod, salt og peber, og tilsæt rosinerne.

 

Skær kødet i skiver" og server med sauce, nykogte grønsager og kartofler.

 

TIP: Det resterende kød kan bruges koldt til smørrebrød, salater eller sammen med grønsager.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Kogebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (5 stemmer)
Siden er blevet set 3.397 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Regeringen, er der nogen der skal udskiftes?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her