Næsten alle slags fisk bliver lækre på grillen. Grillet laks
i skiver er gourmet mad. Nogle har bedst af at grilles hele andre kan godt
grilles i skiver. Hvis du ofrer et grillnet, hænger fisken ikke i
risten.
Til 4-6 personer Tilberedningstid: ca. ½ time
#
1 laks eller havørred, ca. 1½ kg
salt og hvid peber
olie til pensling
1 citron
1 bdt persille
25 g valnødder
2-3 stilke blegselleri
2 dl cremefraiche
*
1. Skyl og skrab laksen.
Skær hoved og ca. 5 cm af halen (gem det til fiskebouillon).
Skær fisken i 2 cm tykke skiver, der duppes helt tørre med
køkkenrulle.
2. Alle skiverne drysses med hvid peber og pensles med olie
på begge sider.
Grill dem 4-6 min. på begge sider efter størrelse.
Læg dem på et varmt fad, drys med salt og dryp med lidt
citronsaft.
3. Hak persillen fint, hak valnødderne groft.
Rens blegsellerien og skær den i tynde skiver eller hak den.
Bland fyldet i cremefraichen, der serveres til fisken.
4. Valnøddebrød og en helt grøn salat er bedste tilbehør.
Glem ikke den kolde hvidvin!