Vil du kombinere and og pandekager på en ny og spændende
måde? Prøv denne opskrift på stegt and med hoisinsauce, som her er brugt som
fyld i kinesiske pandekager.
Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers.
# Ingredienser
And i hoisinsauce:
600 g frisk stegt andekød
1 spsk olie
1 stængel citrongræs
4 forårsløg
1 rød chili
1 spsk frisk ingefær
½ dl frisk mynte
50 g ristede jordnødder
2 spsk Nam Pla (asiatisk fish sauce)
2 spsk sød chilisauce
2 spsk hoisinsauce
Kinesiske pandekager:
3 dl hvedemel
3 dl hvid hvede
1 tsk salt
1-2,5 dl kogende vand (efter konsistens)
* Tilberedning
And i hoisinsauce:
Andekødet pilles i trevler.
Pil de yderste blade af citrongræsset og skær toppen og
bunden af, hvorefter citrongræsset hakkes helt fint.
Steg citrongræsset på panden i olie sammen med hakket
forårsløg, chili, fintrevet ingefær, hakket mynte og jordnødder.
Tilsæt derefter nam pla, andekød, chilisauce og hoisinsauce
og steg det hele godt igennem.
Fyldet kan nu bruges til pandekagerne som det er, eller du
kan ryge det med en smoking gun, eller under en skål på terrassen hvis du
stiller en lille skål med brændende rygesmuld derind.
Kinesiske pandekager:
Bland mel og salt og tilsæt derefter kogende vand og ælt til
du har en elastisk dej.
Rul dejen ud med en kagerulle og udstik pandekager med en
rund form.
Bag pandekagerne på en tør pande til de er gennembagte og
har fået fine brune pletter.
Hold pandekagerne lune i et viskestykke.
Tips:
Kom andefyldet i pandekagerne sammen med fintsnittede
grønsager fx peberfrugt, forårsløg og agurk.