(1 stort brød eller flere små)
30 g gær
6 dl lunkent vand
3-4 spsk olivenolie
1 spsk fint salt
600 g hvedemel
300 g durumhvedemel
et par kviste frisk rosmarin eller timian
ca. 1 dl olivenolie
2 spsk groft salt
Gæren røres ud i vandet i et dejfad. Tilsæt salt, olivenolie og melet lidt ad gangen, mens man rører, indtil dejen kan æltes i hånden. Læg dejen på et meldrysset bord.
Ælt dejen i 10 min., og drys hvedemel over, så dejen ikke klæber. Form dejen til en kugle. Hæld 1 dl olie i et rent dejfad, og vend dejen grundigt i olien. Dæk til med film, og lad dejen hæve til dobbelt størrelse på et lunt sted. Det tager ca. 2 timer.
Slå dejen ned, og rul den ud, til den passer i en stor form eller bradepande. Smør formen med olie, eller dæk bunden med bagepapir, men pas på, det ikke krøller i hjørnerne, for så hænger dejen i. Læg dejen op i formen, og lad den hæve til dobbelt størrelse.
Pluk bladene af krydderurterne, skyl dem, og fordel dem jævnt over dejen. Tryk krydderurterne ned i overfladen, så den får de traditionelle fordybninger. Dryp dejen med et par spiseskefulde olivenolie.
Tænd ovnen på 225°, og stænk lidt vand ind i den varme ovn. Sæt brødet ind, og stænk igen med vand efter 5 min. Brødet bages i ca. 20-25 min., til det er gyldent. Lad brødet køle af på en bagerist.
Man kan også forme dejen til små runde eller ovale focaccia. De skal ikke bage så længe.