1 liter vand klarkogt med 450 g melis.
Frugtis fryses i sorbetiere og »hærdes« derefter i fryseren indtil den skal serveres.
Den enkleste form for frugtis er tilberedt af frugtsaft eller frugtpure tilsat vand og sukker i passende mængde. (brug sukkeraræometer - se i ordbog)
Denne lage holder 15° Be. Det er nødvendigt at kende sukkerindholdet i en frugtis, idet det har betydning både for frysning, konsistens og smag. Holder en frugtis således 12° Be vil den, mens den drejes i ismaskinen på et tidspunkt skille, og senere under hærdningen vil den danne iskrystaller og blive for hård i konsistensen. Holder isen derimod 24° Be er den for sød og vil følgelig have vanskeligt ved at fryse, og hvis det lykkes smelter den hurtigt igen. Den vil klart nok ikke være velegnet til opbevaring. Man kan i givet fald »justere« blandingen med lidt flormelis eller citronsaft.
Frugtis kan tilsættes fløde. Den bliver da mere cremet i konsistensen og føles også mindre »kold«.
Almindeligvis tilsættes til disse forskellige variationer af frugtis lidt citronsaft for at fremhæve smagen. Undtaget er dog de frugtis, hvor de anvendte frugter i forvejen er meget syrlige.