Agurkeplanten er en etårig krybende plante, der er beslægtet
med squash og honningmelon. For år tilbage kunne nogle agurker være bitre, og
det var normalt, at man kunne smage på agurken hos grønthandleren, så man ikke
fik en bitter udgave med hjem. I dag har man fremavlet agurkesorter, der stort
set ikke er bitre.
Skæve agurker
I en årrække havde EU nogle skrappe regler, der forbød
handel med grønsager, der var skæve eller havde en forkert størrelse eller
facon i forhold til handelsnormerne - heriblandt agurker. Heldigvis er denne
regel ophævet igen, for de krumme agurker smager faktisk bedre end de lige. Så
læg endelig de skæve agurker i indkøbskurven.
De sprøde og saftige agurker kræver ikke meget tilberedning.
Derfor er alle retterne her hurtige og lette at trylle frem.
Gå agurk:
Thai agurkesalat med rejer
Klassisk agurkesalat
Agurker i flødestuvning med røget laks
Kold agurkesuppe
Almindelig agurk
Almindelig Agurk (Cucumis sativus) er en etårig, krybende
plante med store, ruhårede og håndlappede blade. Dens blomster er gule og sekstallige.
Agurken (som botanisk set er et bær), er den eneste
spiselige frugt, der gror på agurkeplanter. De er normalt grønne, omkring 30 cm
lange og 4 cm i diameter. Hovedindholdet er vand (96-97%), og energiindholdet
er derfor meget lavt. Desuden indeholder de små mængder af vitamin C.
Typer og anvendelse
Der findes forskellige typer indenfor arten, bl.a.
slangeagurk, asieagurk og drueagurk. Slangeagurker er som regel dem vi kan købe
friske i handelen, mens asieagurkerne hovedsagelig bruges til asier og
drueagurkerne til syltede agurker.
Dyrkning og smag
Planten trives ved omkring 21-22 grader og må ikke få for
meget træk og heller ikke for meget fugt, hvilket betyder at danske agurker
normalt dyrkes i drivhuse og stiller relativt store og detaljerede krav til
omgivelserne. Der findes dog også frilandssorter, som kan dyrkes udendørs i Danmark.
Agurkeplanten gror kraftigt i sæsonen, og væksten skal derfor som regel
begrænses. På grund af den hurtige vækst er høsttidspunktet vigtigt, idet den
ideelle modning holder mindre end et døgn.
Formering finder traditionelt sted ved hjælp af bier, omend
der også er udviklet selvbestøvende sorter. Mens hobbyavlede agurker som regel
er dyrket i traditionel jord, dyrkes industriagurker i et glasuldsmedie, der
rummer de vigtigste næringsstoffer for planten.
Den enkelte agurks smag er afhængig af en række faktorer,
heriblandt sort, temperatur, vandtilførsel, luftfugtighed, jordens karakter og
høsttidspunkt. Desuden udskiller den bitterstoffet cucurbitacin når den stresses,
fx ved insekt- eller snegleangreb, hvilket påvirker smagen markant.
Ernæring
En dansk agurk, rå
Næringsværdi pr. 100 g. Energi: 50 kJ (12 kcal). Fedt: 0.080
g. Kulhydrater: 2.4 g. Protein: 0.7 g
Da en agurk består af omkring 95% vand, har den meget
begrænset næringsindhold.
Kilde: Hjemmets bedste MAD og Sandra Leigh Draznin