4 Personer
Bagt hindbærtærte:
250 g hindbær
70 g marcipan
4 æg
1 dl piskefløde
1 spsk flormelis
Låg:
50 g hvedemel
35 g smør
20 g sukker
1 æggeblomme
Kanelparfait:
4 æggeblommer
250 g sukker
1 dl vand
1 tsk stødt kanel
4 dl flødeskum
1 dl cremefraiche 18%
Hindbærpuré:
150 g hindbær
100 g sukker
1 dl vand
1 spsk Maizenamel
1 cl cognac
Pynt:
8 stænger citronmelisse
40 g smeltet chokolade
Jordbær, blåbær, hindbær eller brombær. Vælg selv efter årstid/sæson.
Bagt hindbærtærte:
Friske hindbær kommes i smurte cocotter. Alle øvrige ingredienser, (undtagen låg) blandes godt. Hældes over hindbær og bages i varmluftovn i 10 minutter ved 200ºC. Ingredienserne til låget æltes sammen og fordeles over hindbærcocotterne, som herefter bager færdig ved 175ºC i 25 minutter. Serveres lune.
Kanelparfait:
Sukker, vand og kanel røres til sukkersirup. Piskes voldsomt op med æggeblommer. Flødeskum og cremefraiche blandes i massen, som fryses i form eller lignende.
Hindbærpuré:
Alle ingredienser blandes, koges op og koges i 3 minutter. Blendes herefter godt. Afkøles.
Anretning:
På tallerken laves spejl af hindbærpuré. Chokolade dekoreres i, efter temperament. Den lune hindbærtærte anrettes med skiver eller kugler af kanelparfait og pænt arrangerede bær og citronmelisse.
Variationstips:
Hindbærtærte kan laves med blåbær, brombær eller. lign. Kanelparfait som almindelig vaniljeparfait, eller med andre smagsstoffer. Tilsvarende kan hindbærpuré erstattes med abrikos (som er mere frisk i det) eller andre bær.