Glem alt om klistrede pastasalater. Denne kolde
pastaservering er frisk og let i smagen. Dressingen giver en god smag til
grønsager og skaldyr.
Hurtig aftensmad på under 20 minutter. Jo, det kan sagtens
lade sig gøre. Du får her opskriften på nem aftensmad, som er let at lave...Velbekomme
Til 4 personer
# Ingredienser
175 g pasta, gerne conchiglie (den muslingeformede)
1 spsk god mayonnaise
1 dl kærnemælk
et par dråber tabasco
½ citron, saften af
1 fennikel eller 125 g friske, grønne asparges
10 radiser
200 g rejer, krebsehaler og/eller hummerkød (evt. optøede)
1 lille potte purløg, finthakket
1 lille potte dild, finthakket (alternativt karse)
salt og peber
ekstra urter til drys
* Tilberedning
1. Kog pastaen i letsaltet vand efter anvisningen på pakken.
Hæld vandet fra, og lad pastaen køle helt af.
2. Lav imens dressingen ved at piske mayonnaisen sammen med
kærnemælken lidt ad gangen. Smag til med tabasco og citronsaft.
3. Skær fennikel og radiser i tynde skiver, brug gerne et
mandolinjern.
4. Vend pasta, fennikel, radiser, skaldyr og urter med
dressingen.
Smag til med salt, peber og evt. mere kærnemælk, citronsaft
og/eller tabasco.
Drys med urter og server.