Ønsker man at servere sprængt kalkun til mange, vil jeg råde til at købe kalkunen hos slagteren og lade ham ordne saltningen. Derimod er mini-kalkunerne, der ofte nu er i handelen, nemmere at »sprænge«.
Den istandgjorte kalkun gnides både ud- og indvendig med 2-3 håndfulde groft salt, iblandet en spiseskefuld sukker.
Kalkunen lægges i et dybt fad, og stilles køligt 2 døgn. Ind imellem dryppes kalkunen med den lage, der dannes.
Skylles derpå godt og sættes over varmen i kogende vand, gerne tilsat lidt urter. Kogetiden vil antagelig være ca. 2 timer.
Den sprængte kalkun kan serveres med spinatstuvning, smørrystede pillekartofler og iskold peberrods-flødeskum.
--