Kyllingevinger der er marinerede med hvidløg, chilipasta og
paprika. Vingerne er forkogte, så de bare skal brunes i ovnen, til du synes, de
har passende farve. Til 4 personer (når der er tilbehør)
# Ingredienser til marinerede kyllingevinger:
1 kg kyllingevinger
1 tsk smør til bagepladen
Kogelage:
3 liter vand
2 tsk salt
½ dl sojasauce
2 spsk rørsukker
3 spsk balsamicoeddike
3 tykke skiver frisk ingefær
1 tsk friskkværnet peber
Marinade:
2 fed hvidløg
½ dl solsikkeolie
1 tsk chilipasta
1 tsk fint salt
½ tsk friskkværnet peber
2 tsk paprika
½ dl fint rasp
*
Fremgangsmåde
Kyllingevinger:
Hvis dine kyllingevinger er hele - altså stadig har den yderste vingespids -
skal de deles i tre, og det yderste led skal kasseres.
Kogelage: Sæt
alle ingredienser til lagen over i en rummelig gryde.
Lad lagen koge i 5 min.
Tilsæt kyllingevingerne og bring gryden i kog igen.
Lad vingerne simre i 25 min.
Tag dem op og læg dem på en rist med det samme, så de kan tørre.
Det er nødvendigt, hvis de skal kunne blive sprøde.
Marinade: Riv
hvidløgsfeddene fint og bland dem med resten af ingredienserne med undtagelse
af raspen.
Når vingene har tørret et kvarters tid, vendes de grundigt i
marinaden.
Tilsæt raspen og vend vingerne igen, men ikke mere end højst
nødvendigt - ellers rystes raspen af, og den ender som klumper i bunden af
skålen.
Bruning: Smør en
bageplade med lidt smør og fordel vingestykkerne, så de ikke rører hinanden.
Bag dem i en forvarmet ovn ved 200 °C (ikke varmluft) i ca.
20 min., eller til du synes, de er færdige.
Vend dem en gang eller to undervejs for at få dem lige brune
og sprøde på begge sider.
TIPS: Det er mængden af chilipasta, der bestemmer, hvor
stærkt dine kyllingevinger smager. Opskriften her giver en semi-stærk smag, men
du kan bruge både to og tre teskefulde chilipasta, hvis du ønsker mere styrke.