Også en kotelet kan en gang imellem tåle lidt afveksling: Prøv den engang med forårsløg, æble og merian
150 g forårsløg
1 rødt æble
2 svinekoteletter à 200 g
salt, peber, muskat og lidt sukker
olie til at stege i
4 stilke merian
*
A. Forårsløg gøres i stand og skæres i tynde ringe.
Æblet halveres, udkernes og skæres i tynde både.
Svinekoteletter krydres med salt og peber.
På en stor pande varmes 3 spsk olie op.
Koteletterne brunes stærkt på begge sider i 1 min.
De lægges i et ildfast fad, og der lægges 2 stilke merian over hver (eller der drysses ½ tsk tørret merian over hver).
B. Koteletterne steges møre 12-14 minutter i den forvarmede ovn ved 180˚C. Forårsløg og æble steges let 3-4 minutter i stegefedtet på panden.
Bladene nippes af 2 stilke merian, hakkes og tilsættes (eller ½ tsk tørret merian).
Det krydres med salt, peber, muskat og lidt sukker og serveres til koteletterne.
Pr. portion: 39 g protein, 24 g fedt, 16 g kulh. = 440 kcal - 1840 kj