Også ørred er velegnet til »gravad«. Der kan i øvrigt udmærket bruges dybfrossen ørred, hvilken kan købes i flere supermarkeder, og af og til hos fiskehandleren.
En udbenet ørred, delt i fileter (alle småben omhyggeligt fjernede), og med en vægt på ca. 750 g, behandles som forklaret ved gravad laks. Også krydderblandingen vil passe.
Som en variation kan den desuden tilsættes 1 spsk stødt merian.
En dressing, der vil smage godt til, er følgende:
Den friske dressing:
1 dl tomatpure,
2-3 spsk hvidvins-eddike,
1 tsk lys sennep,
lige dele af hakkede krydderurter - dild, purløg, persille og brøndkarse (ca. 2 spsk af hver slags),
½ tsk sukker,
2 dl cremefraiche (38 %),
salt.
Tomatpure, hvidvins-eddike og sennep sammenpiskes, og hertil kommer de hakkede krydderurter og sukker. Sluttelig tilsættes cremefraiche, hvilket skal gøres med let hånd, for at undgå dressingen bliver tynd, hvorefter der smages til.
--