Her får du hakkebøffer med krydderurter og spansk
kartoffelsalat. Så sæt i gang...
Til 4 personer Tilberedningstid: ca. 20 min.
#
750 g hakket oksekød
1 æggehvide
1 løg
3 spsk blandede, finthakkede krydderurter
evt. barbecue krydderi eller herbes de Provence
salt
olie til pensling
*
1. Ælt kødet med æggehvide, det finthakkede eller revne løg
samt krydderurter og krydderier efter smag.
2. Form kødet til hakkebøffer (ret tykke), der pensles med
olie og grilles på den varme rist i 3-6 min. på hver side, alt efter hvor røde
du ønsker dem.
Drys først salt på, når de er stegte.
3. Serveres med en kartoffelsalat eller en salat af
tomatskiver og tynde ringe af grøn peber, evt. også blandet med 1-2 bdt
brøndkarse eller lidt forårsløg.
Der hører olie-eddike marinade til.
Med et glas øl og lune flutes til har du en mættende
hverdagsret.
Spansk kartoffelsalat
Til 4 personer Tilberedningstid: 15 min. Trækketid: ½ time
#
8-10 kogte kartofler
2 forårsløg
3 meget røde tomater
1 grøn peberfrugt
1 bdt purløg
5 spsk olie
2 spsk citronsaft
2 fed hvidløg
salt og peber fra kværn
*
1. Skær kartoflerne i skiver og snit forårsløgene. Bland det
i en skål.
2. Skær tomaterne i skiver, der lægges over kartoflerne.
3. Rens peberfrugten og skær den i tynde ringe, der fordeles
over tomaterne.
4. Klip purløget fint og kom det i en lille skål.
Hæld olie og citronsaft over.
Pres hvidløgsfeddene over og drys med salt og peber.
Pisk det sammen og hæld det over salaten, der ikke skal
vendes.
5. Lad salaten stå koldt, til den skal spises mindst ½ time.