Suppe er en trend - i storbyer som New York og London er suppebarer skudt op i gadebilledet, og også herhjemme er suppe ved at få en renæssance nogle steder. Jordskokker egner sig rigtig godt til suppe, og i denne opskrift får de følgeskab af lidt tigerrejer. Sæsonen for danske jordskokker strækker sig fra august til april.
400 g skrællede jordskokker i små stykker
2 små skalotteløg i tern
Det hvide af 1 porre i ringe
1 skrællet madæble i både
1 spsk olie
½ l hønsebouillon
½ l letmælk
Revet muskatnød
100 g tigerrejer med skal
10 g smør
Tilbehør: Brød
Sauter jordskokker, skalotteløg, porrer og æble i olien, til løgene er blanke.
Tilsæt bouillonen og lad det småsimre til grønsagerne er møre.
Tilsæt mælken og blend suppen.
Hæld suppen tilbage i gryden og smag til med salt, peber og muskatnød.
Pil rejerne og skær tarmen ud.
Den sidder lige under skindet ned langs ryggen på rejerne.
Del rejerne i 2-3 stykker og sauter dem i smørret på en pande.
Fordel rejerne i 4 dybe tallerkener.
Varm suppen igennem og hæld den over rejerne.
Server suppen med et godt brød.
Tips: En lidt mere avanceret udgave kan du lave således: Steg rejeskallerne i smørret til de har skiftet farve, kom 1 ½ dl vand på og lad det koge 20 min. Si skallerne fra og stil rejebouillonen koldt (evt. i fryseren) så fedtet stivner på overfladen. Fjern fedtet fra rejebouillonen og steg rejerne et par minutter deri. Tilsæt rejebouillonen til suppen sammen med mælken.
Grønsager pr. person: ca. 150 g