900 g pastinakker,
5 fed hvidløg,
50 g smør,
1 ½ dl piskefløde,
salt og friskkværnet peber.
Skræl pastinakkerne, skær dem i kvarte og derefter i store tern. Hav en gryde med kogende, saltet vand klar. Hvidløgsfedene koges et øjeblik, de løftes op med en hulske og pilles. Pastinak og hvidløg lægges i vandet og koges, til de er møre – cirka 5 – 7 minutter. Lad det dryppe grundigt af i en sigte og blend det eller pres det gennem en sigte. Pisk smørret i og derefter fløden. Smag til med salt og friskkværnet peber.
Hæld blandingen i et gratinfad, fordel den jævnt og grill den i ovnen, til den får en fin brun skorpe. Retten kan sagtens tilberedes i forvejen og bare varmes op i ovnen, når tiden er inde. Det er en utrolig lækker ret, og den er især god som tilbehør til vildt eller stærkt krydrede retter.