100 g margarine
1 ½ liter væske (skummet-mini-sødmælk-vand) bland hvad du har.
50 g gær
1 tsk sukker
500 g durumhvedemel
ca. 1 ½ kg hvedemel
4-5 tsk salt
Smelt margarine og kom væske heri og lun det hele til 38°C.
Er der lidt tykmælk kan det også fyldes i, men skal dog ikke varmes.
Opløs gæren i lidt af væsken, tilsæt sukker og kom resten af væsken i.
500 g durumhvedemel kommes i sammen med lidt hvedemel.
Rør godt med en ske og kom saltet i.
Kom mere hvedemel i og ælt når ikke der kan røres mere.
Kom ikke mere hvedemel i end at dejen forbliver lind og smidig, men dog slipper hænderne.
Dejen dækkes og sættes til hævning i en til to timer.
Herefter hældes dejen ud på bordet og den deles i tre portioner der hver formes til et brød.
Kom bagepapir på en plade og læg alle tre brød på og lad dem efterhæve ca 45 min. - de skal gerne hæve lidt ind i hinanden.
Varm ovnen op til 200°C.
Brødene prikkes med en kødnål og pensles med sammenpisket æg.
Bages midt i ovnen ca. 30-40 min.
Når tiden er gået bankes et brød let i bunden - hvis det lyder hult er det bagt.
Hvis ikke må det have lidt længere.
Brødene trækkes fra hinanden og afkøles.