Retten her er af tyrkisk oprindelse. Den er dog ikke helt autentisk. Zeytinagli betyder med olivenolie og i Tyrkiet betyder det rigelig med olivenolie. Når grønsagerne bages i ovnen kan mindre olie gøre det. Retten kan gøre det ud for en middagsret, serveres på en buffet eller som tilbehør til stegt kylling eller fisk.
Saft af 1 citron
2 spsk hvedemel
6 store artiskokker
15 perleløg eller 3 bananskalotteløg i strimler på langs
3 kartofler i tykke skiver
½ selleri i store tern
6 nye eller 2 store gulerødder i tykke skiver
2 spsk sukker
½ dl olivenolie
1 bundt nippet dild
Tilbehør: Brød
Pisk citronsaft og hvedemel ud i 1 l vand.
Rens artiskokkerne så der kun er den spiselige del af dem tilbage.
Det gøres således: Skræl stilken og skær toppen af dem lige over bunden, halver dem på langs og fjern hårene med en lille urtekniv.
Trim dem med en urtekniv så de groveste dele af bladene omkring bunden skæres væk. Læg artiskokkerne i citronvandet efterhånden som de er færdige, så de ikke bliver brune.
Tænd ovnen på 180°C.
Læg de halve artiskokker i et stort, dybt ovnfast fad.
Læg løg, kartofler, selleri og gulerødder omkring artiskokkerne, drys med sukker, peber og salt, og fordel olien over. Si ca. 4 dl af citronvandet og hæld det over grønsagerne. Dæk med folie.
Bag grønsagerne til de er møre ca. 5 kvarter.
Server dem lune eller kolde med nippet dild. Spis brød til.
Grønsager pr. person ca.: 300 g