Hyldebær indeholder mere jern end nogen anden dansk frugt. Vi kender hyldesuppens lindrende virkning på forkølelse, halsonde og andre dårligdomme. En god hyldebærsuppe skal være så kraftig, at æblestykkerne farves rødviolette af suppen.
Til en gammeldags dansk hyldebærsuppe skal der også være melboller som her.
Til 4 personer
1 kg modne hyldebær
1 liter vand
1 citron
2-3 aromatiske æbler
ca. 125 g sukker
frugtgrødsjævner eller kartoffelmel
Melboller:
40 g hvedemel
40 g kartoffelmel
1 ½ dl vand
50 g smør
2 æg
½ tsk salt + 1 tsk sukker
Klip de groveste stilke af hyldebærrene.
Kog bærrene med vand i 5-6 minutter, si det.
Skræl æblerne og skær dem i både.
Skær citronen i tynde skiver.
Hæld hyldesuppen tilbage i gryden og kom sukker, citron og æblestykker i.
Lad det koge 5 minutter, jævn suppen let.
Melboller: Rør hvedemel, kartoffelmel og vand til en jævning og bring det i kog.
Kom smørret i og kog igennem, mens der røres.
Tag gryden fra varmen og lad det svale lidt af.
Rør æggene i og tilsæt salt og sukker.
Kom dejen i en bollesprøjte eller form små boller ved hjælp af en teske og kom dem direkte i kogende, letsaltet vand.
Lad dem simre (ikke koge) i 3-4 minutter.
Tag dem op med en hulske og dyp dem i koldt vand, inden de kommes i en skål og drypper af.
Kom bollerne i suppen lige inden den serveres.
Tips: Hvis man kan lide det, kan der koges et stykke kanel med suppen.