Indmad er miskendt herhjemme. Hvor mange spiser for eksempel stegt lever? Og hvis de gør, så er den stegt halvt halvt ihjel. Men indmad smager godt og er oven i købet sundt.
1 kalvebrissel, ca. 400 g
200 g kartofler
2 kg ubælgede ærter
¼ l kalvefond
Ærterne bælges, og man opdager at de nu ikke fylder ret meget. Brislen skæres i 4 dele og vendes i hvedemel, brunes på panden i smør og stilles i en varm ovn i 15 minutter ved 200º.
Kartoflen skrælles og rives i strimler, kommes i koldt vand, tages op, tørres i et viskestykke og steges i halvt olie og halvt smør på en pande til tynde röstier. De stilles lunt.
Brislerne tages ud af ovnen, og kalvefonden varmes let op og hældes over ærterne ned i en blender. Blend løs og tilsæt salt og peber: Varm saucen op igen, men ikke for længe. Så mister den farven. Anret på en varm tallerken med saucen i bunden og rostien øverst. Hvidt brød og Tokay Pinot Gris fra Alsace serveres til.