Denne Risotto er en god gryderet til Trangia Stormkøkken. Den tager ca. 30 minutter at lave, så hvis du er presset i tid, er den ikke det oplagte valg med mindre du kan trylle lidt småting frem, som kan holde den værste sult væk. Den kan også laves med kylling eller fiskestykker i stedet for pølse. Retten kan også laves helt uden kød, hvis du foretrækker det.
1 spsk/15 ml fedtstof
2 fed hvidløg, knuste
1 stort løg, hakket
250 ml hakkede tomater, drænet
750 ml ris
1 l varm kyllinge bouillon
125 ml skivede champignoner eller dåsemajs
2 (ca. 200 g i alt) gode pølser – fx kålpølser – i skiver
15 ml frysetørret persille
Salt og peber efter smag
*
Varm fedtstoffet op i en gryde over middel varme og tilsæt de knuste hvidløg og løget. Steg dem gyldne.
Tilsæt risen og rør rundt, indtil risene er klare og dækket af fedtstof.
Tilsæt ca. ¾ af den varme bouillon (kan evt. laves i forvejen i den anden gryde af 1 l vand og to bouillonterninger) og bring retten til kogepunktet.
Lad retten simre i 15-20 minutter, indtil risen er mør.
Tilsæt skefulde af den resterende bouillon og rør rundt, indtil risen ikke kan optage mere væde.
Tilsæt de hakkede tomater, svampe/majs og pølserne.
Lad retten komme op på serveringstemperatur.
Lige før retten serveres, tilsættes den tørrede persille.
Smag evt. til med salt og peber.
Med venlig hilsen
Jens Schultz, Odense