Logo

Mad med tørrede frugter

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Mad med tørrede frugter

 

Har du tørrede frugter tilovers fra julemåneden, så fortvivl ikke. Frugterne kan nemlig sætte et dejligt pift på vintermaden både i salater, varme retter og desserter. Husk, at smagen og sødmen i frugterne er intens, derfor skal der ikke så meget til.

 

Fennikel/appelsin salat med dadler

2 personer. Er du alene så halver portionen. Arbejdstid: 20 min. Trækketid: 15 min.

#

1 fennikel

2 økologiske appelsiner

1 lille rødløg

3-4 dadler

5-6 friske mynteblade

 

Dressing:

1 tsk dijonsennep

½ spsk citronsaft

1 spsk olie

salt og peber

*

 

Vask fennikelknolden, halvår den på langs, og skær stokken ud.

Skær fennikelknolden i meget tynde skiver gerne på et mandolinjern.

Læg dem i en skål med iskoldt vand i 10-15 min., så de bliver sprøde.

 

Pisk 1-2 tsk finrevet appelsinskal sammen med de øvrige ingredienser til dressingen.

 

Skær skrællen og den hvide hinde af appelsinerne, og skær frugtkødet i skiver eller både.

 

Dryp fennikelstrimlerne godt af, og vend den sammen med dressingen og appelsinerne.

 

Pil rødløget, og snit det fint.

Udsten dadlerne, og skær dem i strimler.

Snit myntebladene fint.

Vend det hele i fennikelsalaten, og server som tilbehør til fisk eller kød, eller som en let forret.

 

TIP: Udvid evt. salaten med røde eller grønne salatblade og fetaost.


 

Kylling stegt med abrikoser og figner

2 personer. Er du alene så halver portionen. Arbejdstid: 25 min. Koge/stegetid: 25 min. Fryseegnet

 

#

75-100 g abrikoser og figner (eller dadler)

2 kyllingebryster

frisk eller tørret timian eller salvie

salt og peber

25g smør

1 lille rødløg

1 dl hvidvin eller hønsebouillon

1-2 tsk citron- eller limesaft

 

Tilbehør:

grønsager

fuldkornsris eller kartofler

*

 

Skær de tørrede frugter i lidt mindre stykker, og læg dem i en lille gryde med vand, der akkurat dækker.

Giv dem et opkog, og lad dem simre 5 min.

Tør kyllingebrysterne, og skær en lomme i hver.

Krydr dem med salt og peber, og læg lidt timian eller salvie sammen med et stykke abrikos og figen i hver lomme.

Luk med kød nåle eller snor.

Brun kyllingebrysterne på alle sider i en dyb pande med smør.

Tilsæt finthakket rødløg, og steg et par min.

Tilsæt vin, og kog det igennem.

Tilsæt de tørrede frugter med væske, og lad retten simre under låg 10-12 min.

Tag kødet op, og kog saucen igennem.

Smag til med citron- eller limesaft, salt og peber, og blend evt. saucen en anelse, så den får lidt tykkere konsistens.

Fjern kødnåle/snor fra kyllingen, skær kødet i skiver, og læg dem i den varme sauce.

Server med det valgte tilbehør.


 

Koteletter med kål og svesker

2 personer. Er du alene så halver portionen. Arbejdstid: 25 min. Koge/stegetid: 40 min

 

#

50 g bacon

2-4 svinekoteletter

lidt smør eller olie

1 løg

2 gulerødder

¼ savojkål eller hvidkål

75 g svesker (evt. blandet med abrikoser,)

¼ liter bouillon eller æblemost

 

Tilbehør:

groft brød og sennep

*

 

Skær bacon i terninger.

Brun dem i en stegegryde, og tag dem op.

Brun koteletterne i gryden, og tag dem op.

Pil løget, og hak det fint.

Skræl gulerødderne, og skær dem i små stykker.

Snit kålen fint.

 

Steg løgene klare i baconfedtet tilsæt evt. lidt smør eller olie, hvis der ikke er baconfedt i gryden.

Tilsæt gulerødder og kål, og varm det igennem under omrøring.

 

Skær sveskerne i halve, og vend dem i kålen.

Tilsæt bouillon eller æblemost, og lad retten simre under låg i ca. 15 min., til kålen er næsten mør.

 

Læg bacon og koteletter i gryden, og varm igennem under låg i 6-8 min.

Smag til med salt og peber, og server direkte fra gryden med brød og sennep.

 

TIPS: Du kan også tilsætte lidt finthakket hvidløg ag ingefær sammen med gulerødderne.


 

Farsbrød med tørret frugt

2 personer. Er du alene så halver portionen. Arbejdstid: 20 min. Stegetid: 20 min. Fryseegnet

#

1 skalotteløg

100 g abrikoser og dadler

250 g hakket oksekød eller svinekød

1 æg

1 skive lyst brød eller ½ dl rasp

½ spsk dijonsennep

1 tsk frisk eller tørret

rosmarin eller salvie

salt og peber

Pensling: 2 spsk abrikosmarmelade

Tilbehør: fx kartoffelmos og smørdampet broccoli

*

Tænd ovnen på 200 °C varmluft (225 °C alm. ovnvarme).

 

Pil skalotteleget og hak det fint.

Hak de tørrede frugter.

 

Ælt kødet sammen med æg, brød krummer/rasp og skalotteløg, og tilsæt hakket tørret frugt, sennep og krydderier.

 

Form farsen til 2 små farsbrød og læg dem i en lille bradepande foret med bagepapir.

Brun dem i ovnen i ca. 10 min.

Pensl med marmelade, og bag dem yderligere i 10-15 min.

Server farsbrødene med det valgte tilbehør.

 

TIPS: Du kan sagtens bruge en anden marmelade til pensling fx appelsin, og du kan også bruge andre tørrede frugter i farsen.

 

Savner du sauce, så hæld lidt bouillon i bradepanden under stegningen.

Si væsken, jævn den, og smag til med lidt citrussaft eller vineddike.

Når ovnen alligevel er tændt, kan du erstatte kartoffelmos med ovnbagte kartoffelbåde.

Sæt dem i ovnen, før du går i gang med farsen, så bliver det hele færdigt samtidigt.


 

Creme brûlée med abrikoser og svesker

2 personer. Er du alene så halver portionen. Arbejdstid: 20 min. Trækketid: 20 min. Koge/bagetid: 40 min

 

#

75 g abrikoser og svesker

1 dl sød vin (fx Muscat eller Sauterne)

½ stang vanilje

1½ dl piskefløde

2 æggeblommer

 

Drys:

1 spsk gyldent rørsukker eller alm. sukker

*

Skær de tørrede frugter i mindre stykker, og læg dem i en lille gryde.

Hæld vin på, giv det et opkog, og tag gryden af varmen.

Lad frugten trække i vinen i mindst 20 min.

Tænd ovnen på 125 °C.

 

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud.

Rør dem sammen med fløden i en lille gryde, og læg vaniljestangen i.

Varm det langsomt op til kogepunktet, og tag gryden af varmen.

 

Rør æggeblommerne sammen med sukker, vaniljefløde og vinen fra frugterne - brug en ske; der skal ikke piskes luft i cremen.

 

Læg de afdryppede frugter i 2 ovnfaste skåle, og si cremen over frugten.

Stil skålene i ovnen, og bag desserten, til cremen akkurat har sat sig ca. 35 min.

Lad desserterne køle af, og stil dem koldt uden at dække dem til.

 

Umiddelbart før servering:

Drys overfladen med et jævnt og tyndt lag sukker, og brænd det til karamel med en gasbrænder. Server straks.

 

TIP: Har du ikke en gasbrænder, så stil skålene i en bradepande med isvand, og gratiner dem under grillen i ovnen.

 

Mad med tørrede frugter

 

Kilde: Hjemmets bedste MAD og Sandra Leigh Draznin

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Kogebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (4 stemmer)
Siden er blevet set 3.283 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Danmarks søer og åer er forurenede, gør Magnus Heunicke nok?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her