Det gælder om at spise det, man holder mest af - lade det andet stå - motionere og være fornuftig og konsekvent.
Så kan man bryde den onde - "fede" - cirkel fortæller ernæringseksperten, cand. brom. Tine Tholstrup-,
De ekstra kilo, som ikke altid fordeler sig lige smukt, er et evigt tilbagevendende problem og kendes af de fleste i velfærdssamfundet. Et selvforskyldt luksusproblem vil nogle hævde, og det er så sandt som det er sagt, men det gør det ikke mindre generende - tværtimod.
Formålet med denne artikel er ikke at præsentere en mirakelkur for den overvægtige, for den slags findes ikke, men derimod at oplyse om nogle af de mekanismer, der fører til overvægt, så læseren har en mulighed for bedre at tackle problemet.
Derfor bliver vi overvægtige
Knap halvdelen af de kalorier, vi indtager kommer fra fedt. Fedt er den mest energirige af fødens bestanddele. Fedt indeholder dobbelt så mange kalorier som kulhydrater og proteiner - og så er der ikke bundet vand til fedt som i fx stivelse. Det gør fedtet til en kompakt kaloriebombe - smør eller margarine indeholder således ca. 9 gange så mange kalorier som kartofler.
Man bliver fed, når man spiser så meget mad, at man får mere energi (kalorier), end kroppen har brug for. Den oveskydende energi oplagres i form af fedtvæv.
Faktisk er det meget lidt, der skal til for at blive overvægtig.
Spiser man lidt for meget - bare nogle få gram daglig, særlig af den fedtholdige mad i forhold til det kroppen har brug for - så sætter det sig, måske snigende langsomt, men sikkert på sidebenene.
Regulering af appetitten
En væsentlig årsag til at man bliver overvægtig er, at appetitreguleringen ikke altid fungerer, som den skal. Appetitten reguleres af centre i hjernen. Centrene kan påvirkes både af signaler fra kroppen som fx. at maven er tom eller at blodsukkeret er lavt. Appetitreguleringen er også påvirkelig for oplevelser, der kommer udefra, fx. duften eller synet af lækkerier.
Appetitreguleringen har vist sig at være meget kompliceret, og endnu kender lægevidenskaben ikke til bunds alle de mekanismer, der er involveret.
Normalt er appetitreguleringen meget fin og medvirker på bedste måde til at holde legemsvægten konstant. Den kan dog nemt ødelægges. Det sker, hvis man rører sig for lidt, eller hvis man hver dag spiser kalorieholdig mad. Stress og visse former for medicin forstyrrer også den fine regulering af appetitten.
Til gengæld har fysisk træning en gunstig virkning på appetitreguleringen. Hvis man bevæger sig meget, får man ikke lyst til at overfylde sig. Mæthedsfornemmelsen indfinder sig langt hurtigere, end når man kun rører sig lidt. Det lyder modstridende, men prøv at lægge mærke til, hvordan motion påvirker appetitreguleringen i rigtig retning.
Det hjælper at bevæge sig
Det er så velkendt, at vi mennesker i de såkaldt civiliserede lande rører os alt for lidt. I virkeligheden kunne de allerfleste sagtens spise det de gør, hvis de samtidig havde et højere aktivitetsniveau. Det meget stillesiddende arbejde gør os kropsdovne. Hvis man ikke selv gør en alvorlig indsats, kan man sagtens komme igennem livet uden at røre sig.
Resultatet af et liv uden motion: Man er ikke ordentlig veloplagt, og som regel vejer man for meget. Den overskydende vægt gør, at man bliver endnu mere lad.
Bryd den onde cirkel
Lever man et sådant kropsdovent liv, hvor man tager på i vægt, fordi man rører sig for lidt i forhold til den energi (kalorier) man spiser, skal man sætte ind med en radikal ændring.
Blot skal man vælge det rigtige motionsprogram, et eller andet der morer en, og som er overkommeligt. Det er ofte en god ide, at tage en sportsgren op, som man var god til som barn. Eller begynde på en form for motion med arbejdskammerater eller venner, såer det nemmere og sjovere at gennemføre. Og det behøver fremfor alt ikke være noget drastisk, bare man bevæger sig.
Ikke alle bliver overvægtige
Ganske uretfærdigt er det ikke alle mennesker, der tager på i vægt, selvom de spiser kalorieholdig mad. Vi kender sikkert alle eksempler på mennesker, der spiser store mængder af energiholdig føde og samtidig er misundelsesværdigt slanke.
Arsagen til dette mysterium er fænomenet luksusforbrænding (fakultativ termogenese). Organismen sørger ganske enkelt for at afgive den overskydende energi fra føden som varmeenergi i form af vanddamp.
Denne kompensatoriske mekanisme mangler den overvægtige ofte. I stedet for at blive "brændt af" omdannes den overskydende energi til fedt, som lagre s i kroppens fedtceller.
Tendensen til overvægt kan formindskes
Forsøg viser, at motion sætter luksusforbrændingen op, og det bliver sværere at tage på i vægt. Samtidig har fysisk træning den omtalte gunstige virkning på appetitreguleringen.
Motion er, udover at være et mirakelmiddel til større velvære, også en metode til at forebygge fedme. Ved stillesiddende arbejde er stofskiftet næsten ligeså lavt, som når man ligger på sofaen og hviler sig.
Lige så snart man begynder at røre sig, stiger stofskiftet, og man kan tillade sig at spise væsentlig mere uden at tage på i vægt. Løber man en tur, kan man tillade sig at spise 10 gange mere uden at tage på, end hvis man bare bliver siddende stille.
Motion hjælper med at snyde stofskiftet
Indtager man færre kalorier i forbindelse med en slankekur, vil kroppen hurtigt reagere ved at skrue forbrændingen ned. Det er naturen, der har været så vis at økonomisere med den sparsomme energi i tilfælde af hungersnød.
Denne mekanisme er drilsk for det moderne menneske, hvis problem er overvægt og ikke mangel på føde. Derfor er det vigtigt at få stofskiftet i vejret og her er midlet motion.
Stofskiftet øges under fysisk aktivitet, man "brænder" fedtvæv af, samtidig med at musklerne bygges op - derfor ingen slankekur uden øget motion - og gerne motion lige inden et måltid, sånedsættes appetitten. .
Når man bevæger sig meget, opnår man større velbefindende og forbrænder flere kalorier og kan derfor tillade sig at spise mere uden at tage på i vægt.
Tobaksrygning og fedme
Det er en kendt sag, at folk, der holder op med at ryge, ofte tager på i vægt. Det skyldes, at rygning sætter stofskiftet op. Ryger man 20 cigaretter daglig, svarer det til en stigning i stofskiftet på 10 procent. Holder man så op med at ryge, jaså falder stofskiftet tilsvarende. Så hvis man spiser det samme, stiger vægten dagligt med ca. 30 g fedtvæv, indtil man har taget 10 kg på.
Når denne vægt er nået, er der igen energibalance, og man tager ikke yderligere på.
Selvom man nemt tager på i vægt, når man holder op med at ryge, er det langt sundere at være moderat overvægtig end at være ryger. Så det kan anbefales at holde op med at ryge, trods alt!
Nogle former for medicin har den bivirkning, at man tager på i vægt. Det drejer sig specielt om nervemedicin og om nogle hormon-præperater.
Farlig og mindre farlig overvægt
Er det farligt at være overvægtig? Ja, så afgjort. Den alvorligste risiko ved at være fed er, at man har større risiko for at dø tidligere, det viser statistikken fra de store amerikanske forsikringsselskaber.
Her fremgår det, at vægten har betydning for, om nogle mennesker er "et bedre liv" end andre. På grundlag af materialet indføres" idealvægtsbegrebet": den vægt, der i forhold til højden, giver den længste levetid.
Om den moderate overvægt er farlig eller ikke, kommer helt an på fedtets placering på kroppen. Sidder de overflødige kilo hovedsagelig på bagdel, hofter og lår, så kroppen bliver pæreformet, (typisk kvindelig fedtaflejring), så er overvægten ret ufarlig. Sidder fedtet derimod på maven og danner en topmave, æbleform, bør man tabe sig.
Arsagen til, at det er farligt at være æbleformet overvægtig er, at fedtdepoterne fra maven lettere går over i blodet (mobiliseres), så blodfedtet øges dramatisk.
Folk med topmave har stor risiko for at blive ramt af hjerneblødning og blodpropper.
Den kvindelige pærelignende fedtfordeling er anderledes ufarlig, fordi fedtdepoterne er vanskelig tilgængelige. Kun ved amning taber man for alvor det genstridige fedt på lår og hofter. Disse fedtdepoter må være tænkt som en vigtig reserve i en krisesituation.
Strategi til at undgå overvægt
Vær bevidst overfor sammensætningen af al den mad, der indtages. Man kan spørge sig selv, om det man har til hensigt at spise virkelig smager så godt, at man har lyst til at blive fed af det. Hvis svaret er ja, så spis det, men langsomt i begrænset mængde - og fremfor alt nyd det og lad være med at have dårlig samvittighed, for så sluges maden, og det fører til en slags overspiseri.
Hvis man sluger maden, har det yderligere den ulempe, at appetit-reguleringen ikke når at følge med, og man spiser mere, end man ville gøre under normale omstændigheder.
Når man nu har fundet ud af, hvad man sætter allermest pris på, så spring i stedet for noget andet og mindre velsmagende over. På den måde udvikles nogle bedre spisevaner, som er baseret på det, man kan lide at spise.
Samtidig skærpes bevidstheden over for energiindholdet i maden. Man finder ud af, hvad der kan undværes uden afsavn, og hvad der ikke kan. Erkendelsen af energiindholdet i maden lærer en at nedtrappe nogle af kaloriebomberne gradvist.
Hvilken slankekur skal man vælge
Det helt store problem ved affedning er, at der ikke findes nogen mirakuløs genvej. Det er for mange en for forfærdelig realitet, og der er da også en vældig industri, der lukrerer på at stikke folk blår i øjnene med hensyn til, hvordan man kan omgå denne triste kendsgerning.
I ugeblade lanceres undertiden de mest opfindsomme slankekure, man kan sove sig slank, gå på kartoffel-, hvidvins- eller stewardesse-kur. Man kan spise syv bananer om dagen eller udelukkende oksekød. Nogle af disse slankekure er direkte vildledende, andre mystificerer ved at være vanskelige at gennemskue.
Man kan godt opnå vægttab ved hjælp af disse kure, men som regel er kurene ikke særlig sunde, for de byder på for ensformig kost, hvorved man ikke får tilstrækkelig tilførsel af de forskellige næringsstoffer, som er nødvendig for kroppen.
Hvis man følger en frugtkur, får man ikke tilstrækkelig med proteiner. Følger man en kur baseret hovedsagelig på proteiner fx æg eller kød, kan man få kvalme og ubehag på grund af de acetone-lignende stoffer, der dannes, når man udelukkende spiser proteiner. I øvrigt er nogle kure så dårligt sammensat, så man også tærer på knoglemineralerne.
Fornuftigt sammensat slankemad
Energiindholdet i slankekost bør være ca. 5000 kJ svarende til 1200 kcal om dagen - det sættes også som mål ved affedning på hospitaler. Har man et dagligt energi behov på 8400 kJ (svarende til 2000 kcal) giver det et gennemsnitligt vægttab på ½ kg om ugen. Det er et passende vægttab, som ikke er for drastisk for kroppen.
Det er klart det bedste at spise flere fornuftige sammensatte måltider, helst mindst fire om dagen, end at springe måltider over.
Det er klogt at have en beholdning af gulerødder, evt. blomkål og æbler, som man kan spise lidt af mellem måltiderne - så forfalder man ikke så nemt til slik, kiks eller lignende.
Pas også på juice og søde safter, de indeholder mange kalorier.
Måltiderne bør bestå af en stor mængde kulhydrater, fra kornprodukter, pasta, ris og kartofler, og gerne mange grønsager og meget frugt. En tilpas mængde protein i form af fisk eller magert kød, og så det vigtigste: så lidt fedt som overhovedet muligt.
Mange undrer sig over, at man anbefales at spise rigelige mængder af kulhydratholdige produkter, når man skal slanke sig. Men årsagen er, at kulhydrater indeholder langt færre kalorier end fedt, og så mætter de godt.
Protein i form af kød, fisk eller æg er en vigtig del af en slankekur, fordi det mætter i længere tid end kulhydrater. Og så er der den ekstra fordel, at protein kræver ekstra kalorier for at blive nedbrudt i kroppen. Derfor findes så mange slankekure, der er baseret på protein.
Fastekure
Anses af nogle for en sund måde at få udrenset kroppen på og samtidig slippe af med fedtdepoterne. Der er imidlertid intet videnskabeligt belæg for at fastekure giver "udrensning" af kroppen.
Tværtimod belastes organismen hårdt under faste. Fedtdepoterne mobiliseres for hurtigt, hvilket bevirker at fedtkoncentrationen i blodet bliver meget stor. Forøget blodfedt er en risikofaktor, der kan medføre blodpropper.
Koncentrationen af giftige forbindeiser som kviksølv og organiske klorforbindelser som PCB (forekommer i forbindelse med miljøforurening) som netop ophobes i fedtvævet, bliver på en gang frigivet til blodet under faste, og kan derfor antage sundhedsfarlige koncentrationer.
Når fedtdepoterne er opbrugt, begynder man at tære på kroppens egne proteiner, fx musklerne. Nedbrydningen affedtvæv og proteiner medfører, at der hovedsagelig dannes aceteddikesyre og
acetone. Der sker derved en kraftig forskydning af blodets surhedsgrad mod den sure side. Fænomenet hedder ketosis og kan give ubehag i form af svimmelhed og hovedpine (hovedpinen skyldes, at hjernen ikke bryder sig om ketonstofferne som energikilde, den foretrækker glukose). Ved en vis grad af ketosis kan bl.a. nyre, hjerte og nogle af nerverne angribes.
Af andre gener ved fasten kan nævnes besvær med tarmfunktioner. Når der ikke er en fødestrøm at arbejde med, ophører de meget vigtige sammentrækninger af tarmen (de peristaltiske bevægelser). En del af fordøjelsessystemet går i stå, hvilket på alle måder er usundt. Ydermere falder blodsukkeret, så man ikke er i stand til at klare almindelige fysiske præstationer.
Faste må anses for en alt for hårdhændet og for organismen uhensigtsmæssig metode til "udrensning" og vægttab. Så er det bedre, og morsommere, at spise sig "fornuftigt" til et vægttab.