Koldskålen skal være tyk og luftig. For at opnå denne konsistens piskes æggeblommerne over vandbad - som til en sauce sabayonne. Dertil serveres søde jordbær og hindbær, evt. lidt fersken og melon, men selvfølgelig med masser af kammerjunkere.
Legeret koldskål med frisk frugt som en let dessert eller en god start på dagen!
4 pasteuriserede æggeblommer.
50 g sukker.
½ stang vanilje.
Fintreven citronskal af ¼ citron.
½ l kærnemælk
Bring en gryde vand i kog.
Pisk æggeblommer, sukker og vanilje luftigt i en stålskål.
Sæt skålen som et låg på gryden, når vandet koger (vandbad).
Det er vigtigt, at gryde og skål passer nogenlunde, så dampen ikke forsvinder!
Pisk æggemassen ca. 10 minutter til en luftig cremekonsistens.
Vend forsigtigt citronskal og kærnemælk i, afkøl og server.
Velbekomme!
På billedet serveres "shaken" med et frugtspid af hindbær, jordbær og syltet rabarber, men det kunne fx. også være mango, ananas og papaya.