Glæden ved sommerens første jordbær bliver størst, hvis man plukker det solmodent og direkte fra planten, f.eks fra en af de mange pluk-selv plantager rundt om i sommerlandet. Her dyrkes også stadig de smagfulde sorter som desværre sjældent finder vej til butikkerne på grund af deres ringe holdbarhed.
500 g jordbær i skiver
2 past. æggeblommer
50 g flormelis
Korn af 1 vanillestang
1 dl sød hvidvin, f.eks. Muskat
Tænd grillen i ovnen.
Fordel jordbærrene i 4 ovnfaste skåle.
Dup det øverste lag med lidt køkkenrulle, så cremen hænger bedre ved.
Varm vinen op til kogepunktet, tag den fra varmen og lad den køle lidt af.
Pisk æggeblomme, sukker og vanillekorn hvidt.
Hæld vinen i under fortsat piskning.
Kom cremen tilbage i gryden og rør nu konstant i cremen til den tykner.
Tag gryden af varmen og rør fortsat et par minutter.
Fordel cremen over jordbærrene og sæt dem under ovnens grill, til cremen er gylden.
Serveres straks.
Frugt pr. person: ca. 125 g