Logo

Et stykke med rejer

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Et stykke med rejer


Rejer er dejligt fyld i sandwich og på smørrebrød. Her er tre meget forskellige "madder" med rejer og en masse gode tips til kogning og pilning.

 

Rugbrød med æg og rejer

Arbejdstid: 10 min. 2 personer. Er du alene så halver portionen.

#

2 æg

2 salatblade

2 skiver rugbrød

smør

150 g pillede rejer

2-3 spsk mayonnaise eller citronmayonnaise (se næste opskrift)

lidt dild

*

1. Kog æggene smilende (7-8 min.) eller hårdkogte (10 min.).

Skyl dem i koldt vand og pil dem.

 

2. Skyl og tør salatbladene.

 

3. Smør evt. brødet med smør og byg det op med salatblade, æg i både eller skiver og rejer.

Top op med mayonnaise eller citronmayonnaise og drys med fintklippet dild.

 

Franskbrød med fjordrejer og citronmayonnaise

Arbejdstid: 20 min. 2 personer. Er du alene så halver portionen.

#

2-4 salatblade

150-200 g friskpillede fjordrejer

2 skiver lyst brød

smør

 

Citronmayonnaise:

2 æggeblommer (evt. pasteuriserede)

salt

1 spsk citronsaft

2 dl rapsolie

dild

salt og peber

*

1. Citronmayonnaise: Lad æggeblommer og olie få stuetemperatur.

Pisk æggeblommerne sammen med citronsaft og 1 knsp. groft salt.

Pisk olien i, langsomt og i en tynd stråle.

Smag den færdige mayonnaise til med salt og peber og evt. lidt mere citronsaft eller fintrevet citronskal.

 

2. Skyl og tør salatbladene.

3. Anret rejerne på (smurt) brød med salatblade og top op med citronmayonnaise.

Pynt med dild og friskkværnet sort peber.

 

Tip: Smag evt. en færdigkøbt mayonnaise til med citronsaft og citronskal.

 

Sandwich med rejemayonnaise

Arbejdstid: 20 min. Stegetid: 8 min. 2 personer. Er du alene så halver portionen.

#

4-6 skiver bacon

4-6 sprøde salatblade

4 skiver groft toastbrød

2 store tomater

 

Rejemayonnaise:

150 g rejer

75 g mayonnaise (evt. citronmayonnaise se foregående opskrift)

1-2 tsk citronsaft

2-3 dråber tabasco

lidt purløg eller dild

salt og peber

*

1. Rejemayonnaise: Dryp rejerne af på køkkenrulle og hak dem groft med en kniv.

Rør dem i mayonnaisen og smag til med citronsaft, tabasco, salt og peber.

Tilsæt fintklippet purløg eller dild.

 

2. Steg baconskiverne sprøde på en pande eller i mikroovnen (mellem to stykker køkkenrulle).

Skyl og tør salatbladene.

Skyl tomaterne og skær dem i skiver.

 

3. Rist brødet let.

Fordel salatblade og tomatskiver på to skiver brød.

Top op med rejemayonnaise og baconskiver og slut af med brød.

 

Et stykke med rejer

 

Stort og småt om rejer

 

Store rejer

De store pil selvrejer fås frosne i supermarkederne og nogle gange friske hos fiskehandleren - de er som regel kogte og skal blot pilles.

Frosne pil selv-rejer tøs op i køleskabet natten over eller et par timer ved stuetemperatur - bred dem ud på et stort fad eller i en bradepande.

Hvis du er heldig, at kunne købe levende nordsørejer, kan de koges som fjordrejer (se nedenfor) de skal blot trække lidt længere i kogevandet (ca. 5 min.) prøv dig frem.

 

Fjordrejer

Fjordrejer har sæson som Tivoli i gamle· dage (maj til oktober) og kan købes både rå (levende) og kogte/pillede til en som regel ret høj pris.

 

Rømørejer

En lidt billigere delikatesse er Rømørejerne også kaldet hesterejer, som lever på lavt vand især ved Vadehavet. De kan fås hele året med mindre, det er isvinter. De er små som fjordrejer, men lidt grå i det også efter kogning.

 

Et stykke med rejer  Et stykke med rejer

 

Sådan koges friske fjordrejer:

Giv 3 liter vand et opkog og tilsæt 3 spsk groft salt og 2 tsk sukker.

Hæld 1 kg levende fjordrejer i det spilkogende vand og vend rundt, til alle rejer er røde, og vandet koger igen det tager et par min.

Tag gryden af varmen og lad rejerne stå i vandet 1 min.

Hæld rejerne i et dørslag, skyl dem i koldt vand og bred dem ud på et fad.

 

Et stykke med rejer

Pil rejerne, mens de er lune:

1.Træk først halen af.

2. Tag derefter hovedet af.

3. Løft til sidst midterskjoldet af.

 

TIPS: Der bliver ca. 350 g pillede rejer ud af 1 kg hele skal rejer.

 

Kilde: Hjemmets bedste MAD og Sandra Leigh Draznin


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Kogebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (4 stemmer)
Siden er blevet set 3.364 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Grundlov og dk-flag
Hvad er de vigtigste opgaver for Danmarks politikere?
Effektiv reklame - klik her