Denne pastaret stammer fra Østrig, og den har en vidunderlig
smag af peberfrugt, salvie og god lagret ost. Billig mad. • Steg røget flæsk og
bacon ved svag varme. Steger du det for hårdt, er der stor risiko for, at der
dannes skadelige stoffer.
Forberedelse 30 min.
Tilberedning 10 min. 4 Portioner
# Råvarer til Pasta med peberfrugter
100 g bacon
1 stort løg
3 kviste frisk salvie eller 1 tsk tørret timian
3 små røde peberfrugter
2 små gule peberfrugter
1 lille grøn peberfrugt
250 g lasagneplader, ikke forkogte
3 spsk olie
¼ tsk hvid peber
¼ tsk paprika
1 dl reven, lagret ost, fx Danbo
* Fremgangsmåde:
1 Skær baconet i fine strimler.
Pil løget og skær det i tynde ringe.
Skyl salvien, ryst den tør og striml den.
Rens peberfrugterne og skær dem i store tern.
2 Kog lasagnepladerne knapt møre i letsaltet vand (1 tsk
salt pr. liter vand).
Tag dem op og dryp 2 spsk olie over.
Del hver plade i 4 lige store stykker.
3 Steg baconet sprødt - læg det på en kold teflonpande og
steg det langsomt.
Lad det dryppe af på køkkenrulle.
Hæld fedtet af panden.
Tilsæt resten af olien og steg løg, peberfrugt og salvie ved
jævn varme til løgene er gennemsigtige, ca. 3 min.
4 Vend bacon og pasta i, drys med peber og paprika og lad
det hele stege ved jævn varme til pastaen er gennemvarm, ca. 3 min.
5 Anret peberfrugtpastaen på tallerkener, drys osten over og
server.
Tips & råd
Skær peberfrugterne i skrå tern. Det er ikke sværere end at
skære lige strimler.
Eller forsøg dig frem til andre smukke måder at snitte dem
på.
Anvend bånd- eller sommerfuglepasta hvis du vil spare tid.
Kog pastaen knapt færdig (al dente) og steg den siden med grønsagerne.
PR. PORTION: Energi: Kcal 454 = kJ 1906
Kulhydrat 50 g Protein 14 g Fedt 22 g (44%) Fibre 2 g