Kogt sild som den traditionelt serveres på Lolland:
# Ingredienser
To sild pr. person anses for passende.
Køb kogesild med hoved, hale og indvolde.
* Tilberedning
De udvandes i 4-7 timer alt efter temperament og behov for at få sin saltbalance i orden.
Derefter lægges de i koldt vand og er færdige, når de koger op.
De spises så varme som muligt. Nogle vil måske vige tilbage, fordi indvoldene er i silden.
Men sådan er de blevet spist i århundreder.
Det kræver måske lidt behændighed at spise dem, for der er ben i og det er tilsyneladende danskerens skræk.
Det synes helt klart, at grunden til at mange ikke spiser fisk, er at der »er så mange ben«.
Tja, men for fisken er benene en nødvendighed og vi mennesker får en mere velsmagende
fisk ud af det ved at stege eller koge dem med benene i.
Et godt råd! Spis syltede rødbeder sammen med kogt sild. Det »kvajner« siger man på Vestlolland.
Hvad ordet kvajner rigtigt dækker over, ved jeg ikke helt nøje, men det kvajner altså.
Rugbrød og smør samt en øl og endelig en snaps er tilbehøret.