Flødekartofler er ren fredagsforkælelse, og det er slet ikke
så svært at fremtrylle en god ret. Se bare denne skønne opskrift, hvor
hakkebøffer og rødkålssalat sammen med flødekartoflerne udgør et skønt måltid.
Flødekartofler smager altid godt, og denne gang har vi givet
den cremede kartoffelsag en sund tallerkenmakker med en knasende sprød
rødkålssalat.
Tid: 30 minutter. Ovntid: 50 minutter. Antal personer: 4
# Det skal du bruge til flødekartofler med hakkebøffer:
½ knoldselleri
1 kg kartofler
½ l piskefløde
600 g hakket oksekød
½ rødkål
½ bundt frisk persille
salt og friskkværnet peber
2 fed hvidløg
1 spsk olie til stegning
1 spsk honning
2 spsk vin- eller æbleeddike
2 spsk olie
50 g rosiner
*
Sådan laver du flødekartofler med hakkebøffer og
rødkålssalat:
Skræl selleri og kartofler.
Skær dem i tynde skiver, og læg dem imellem hinanden i et
smurt ovnfast fad.
Drys salt og peber mellem lagene.
Rør fløde sammen med presset hvidløg, og hæld det over
kartofler og selleri.
Bag retten i ovnen ved 180 °C ca. 50 minutter.
Tjek med en kniv, om kartoflerne er møre.
Form kødet til 4 bøffer, og snit dem på begge sider med en
kniv.
Brun bøfferne på begge sider i 1 spsk olie på en pande.
Skru ned for varmen, og steg bøfferne i 3-4 minutter på hver
side.
Krydr med salt og peber.
Snit rødkålen i fine strimler.
Skyl persillen, og hak den.
Bland honning, eddike og 2 spsk olie sammen til en dressing,
og vend rosinerne heri.
Vend dressing og rosiner grundigt sammen med rødkål og
persille, og smag salaten til med salt og peber.
Servér hakkebøfferne med flødekartofler og rødkålssalat som
tilbehør.