De lækre fyldte pakker er også gode til picnic eller når
maden skal nydes på terrassen.
4 personer. Arbejdstid: 30 min. Stege/bagetid: 30 min.
#
1 rulle butterdej
Fyld:
400 g hakket lamme- eller oksekød
2 spsk olie
2-3 gulerødder
2 spsk tomatkoncentrat
evt. 1-2 tsk karry
1 bundt forårsløg
salt og friskkværnet peber
1 æg til pensling
Tzatziki:
½ agurk
1 tsk salt
150 g græsk yoghurt 10%
1 spsk olie
1-2 fed hvidløg
*
BRUN kødet i varm olie i en gryde.
Tilsæt fintsnittede eller groft revne gulerødder,
tomatkoncentrat og evt. karry.
Spæd med lidt vand, og lad blandingen koge i ca. 10 min.
under omrøring.
Tilsæt fintsnittede forårsløg, og smag til med salt og
peber.
Skær butterdejen i 8 firkanter på ca. 15x15 cm.
Læg dejen på en bageplade med bagepapir.
Læg 2-3 spsk kødfyld på den ene halvdel af hvert stykke dej.
Pensl kanterne med sammenpisket æg.
Fold sammen til trekanter, og pres kanterne sammen med en
gaffel.
Pensl pakkerne med sammenpisket æg.
Bag pakkerne i ovnen ved 200 °C i 15-20 min., til de er
sprøde og gennemvarme.
Vask agurken, og riv den groft.
Bland agurk med salt i en sigte, og lad væsken dryppe af.
Bland den afdryppede agurk med yoghurt og olie, og smag til
med knust hvidløg, salt og peber.
Kilde: Hjemmets bedste MAD og Sandra Leigh Draznin