Gem denne guddommelige forret til en rigtig festlig
lejlighed. Du får garanteret ros af alle dine gæster. Festligt • Skaldyr er en
vigtig kilde til jod • Husk at det er godt at spise fisk mindst to gange om
ugen.
Tilberedning 35 min. 4 portioner
# Råvarer til Vol-au-vent med fisk:
300 g fiskefilet, fx rødspætte
1 spsk smør eller margarine
2 spsk hvedemel
2 dl fiskefond
1 spsk friskpresset citronsaft
salt og peber
1 spsk piskefløde
1 spsk kapers
Worcestershire sauce
100 g pillede rejer
4 vol-au-vent'er (færdigkøbte)
GARNERING: dild og citron
*
Fremgangsmåde:
1 Smelt fedtstoffet i en gryde og pisk melet i.
Pisk fiskefonden i og bring det i kog.
Lad det simre 2-3 min.
Smag til med citronsaft, salt og peber.
2 Sæt ovnen på 200 °C.
Skyl fiskefileterne og skær dem i 1 cm store tern.
Læg fisken i saucen og lad dem trække ved meget svag varme
3-4 min.
3 Rør fløde og kapers i saucen og smag til med et par dråber
Worcestershiresauce.
Læg rejerne i saucen og varm dem igennem.
4 Varm vol-au-vent'erne i ovnen nogle minutter eller bag dem
efter pakkens anvisninger.
Fyld formene med fiske- og skaldyrsstuvningen, pynt med dild
og skiver af citron.
Server straks.
Variation:
Stuvningen kan også tilberedes med kalvekød og champignoner
eller med kalkunbryst og champignon eller rejer. Erstat fiskefonden med okse-
eller kyllingefond. En let fransk hvidvin er god at drikke til.
Tips & råd
Fiskefond kan købes færdig på flaske, men det er let at lave
en fiskefond og evt. fryse ned i små portioner. Køb et fiskehoved og nogle
fiskeben hos fiskehandleren. Det skal helst være af magre fisk, som fx torsk
eller rødspætte. Fjern gællerne som kan gøre fonden uklar og skyl så hovedet.
Læg det i en gryde med ca. 5 dl koldt vand og tilsæt laurbærblad, enebær, både
af løg, rodselleritern og tomat. Bring det i kog og lad det simre uden låg ca.
20 min. Ikke længere for så bliver fonden bitter. Si fonden og frys den ned som
store isterninger à ca. 1 dl.
PR. PORTION: Energi: Kcal 235 = kJ 999
Kulhydrat 23 g Protein 23 g Fedt 6 g (23%) Fibre 2 g