4 personer
Til garnituren
1 kg sølvbeder
1 lille løg
1 fed hvidløg
3 spsk olivenolie
2 spsk korender
2 spsk brun rom
2 spsk pinjekerner
salt og peber
Til indbagningen:
5 pastilla – eller fillo-dejplader#
30 g smør
1 tsk flormelis
½ tsk stødt kanel
# fillo-dejplader anvendes i det græske og tyrkiske køkken; de består af en meget let og luftig dej, der er rullet papirstyndt ud. De kan købes i velassorterede specialforretninger (o.a.).
En pastilla er en traditionel orientalsk ret, som er meget yndet i Grækenland, i Tyrkiet og i Marokko, hvor den består af et fyld af pinjekerner, Malagarosiner, mandler, indbagt i butterdej. Jeg foreslår en sød version, som kan serveres som dessert, for eksempel til en vegetarisk menu. Den rummer al Orientens velsmag, krydderiernes varme og frugtens og sukkerets sødme...I en orientalsk forretning købes fem fila-blade, en slags butterdej fremstillet af majsmel. Skær stænglerne af sølvbederne ved at lade en lille spids kniv følge den hvide del af sølvbeden. Pak stænglerne ind i et fugtigt klæde og gem dem til en anden ret. Vask og skyl bladene grundigt i flere hold vand, lad dem dryppe af og hak dem groft med en kniv. Pil og hak løget og hvidløgsfeddet. Hæld olivenolie i en pande og sæt den over for kraftig varme. Kom det hakkede løg i panden, og når det begynder at tage farve, tilsættes hvidløget og de hakkede sølvbedeblade. Smag det til med salt og lad det koge ind for kraftig varme, til al væde fra sølvbederne er fordampet. Læg imens korenderne i blød i den lunkne rom. Læg pinjekernerne på en bageplade og rist dem et kort øjeblik under ovnens grill. Når sølvbedebladene er helt tørre, men ikke er begyndt at blive brune, tages panden fra varmen og korenderne og de ristede pinjekerner kommes i, og der smages til med salt og peber. Bred denne blanding ud på et skærebræt eller et fad, så den kan køle af. Tag en lagkageform eller en tærteform med en diameter på omkring 20 cm og smør den med 30 g smør. Varm ovnen op til 220ºC. Læg fila-pladerne i bunden af formen, således at de overlapper hinanden og går ud over formens rand, så at de bagefter kan lukkes sammen om fyldet. Læg sølvbedefyldet i, og luk fila-pladerne sammen over det, sæt formen i ovnen og bag den i 15 min. I en skål blandes flormelis og den stødte kanel omhyggeligt. Når formen tages ud af ovnen, sættes den på en kogeplade for jævn varme i 2-3 min., så at dejen bliver helt tør, og derefter vendes den ud på et rundt fad. Drys overfladen med blandingen af flormelis og kanel, og sæt fadet et øjeblik under ovnens grill, så at det karameliserer. Server straks.
Grækenland