Sifnos er en af de små øer i Kykladerne. På vores favorittaverna fik vi denne udgave af de små spyd med grillet kød. Det særlige ved denne udgave er, at kødet bliver utrolig mørt og saftigt, når det har trukket en dags tid med salt, krydderier, sennep og grønsager.
400 g reelt svinekød, f.eks skinkekød, i mundrette stykker
1 spsk grovkornet sennep
3 fed knust hvidløg
1 grofthakket løg
2 tomater i både
1 bundt grofthakket persille
2 kviste oregano
1 kvist salvie
Læg kødet i et fad, drys med 1 spsk salt og groftkværnet peber, fordel sennepen i små klatter og vend det hele godt sammen.
Fordel grønsagerne og krydderurterne over kødet, stænk med lidt olivenolie og vend grønsager og kød sammen.
Stil fadet koldt, helst under let pres til næste dag.
Fjern grønsager og krydderurter og sæt kødet tæt på 4 spid.
Grill dem over jævn varme på alle sider til kødet er mørt og har taget lidt farve.
Server suvlaki til en græsk sommermiddag med tzaziki, brød og mindst et grønsagstilbehør, f.eks Rødbeder på græsk, eller Bønner på græsk
Grønsager pr person: Ca. 75 g