Denne mellemting mellem et brød og en kage er inspireret af en opskrift fra Sri lanka: et saftigt og lækkert dessertbrød. Man kan variere krydderierne efter smag og behag og evt. erstatte cashewnødderne med hakkede mandler eller valnødder. Et brød på 500 g
smør til pensling af bagepapiret
140 g kokosmel
3 ½ dl vand
2 æggeblommer + 2 æggehvider
250 g sukker
75 g hvedemel
200 g rismel
1 ½ tsk bagepulver
de sorte frø fra 12 knuste, grønne kardemommekapsler
½ tsk stødte nelliker
½ tsk kanel
½ tsk stødt muskat
1 tsk koncentreret orangeblomstvand
75 g hakkede cashew-nødder
saft og fintrevet skal af 1 appelsin eller citron
25 g sukker
Fór en brødform (ca. 8 x 12 x 20 cm) med bagepapir og smør det omhyggeligt med smørret. Kom kokosmel og vand i en blender, evt. ad flere omgange, og purer det til en cremet mos; stil mosen til side.
Pisk æggeblommer, de 250 g sukker og 1 spsk af kokosmosen til let og luftigt skum. Tilsæt resten af kokosmosen og pisk videre med håndkraft. Sigt rismel, hvedemel og bagepulver i og rør kardemommefrø, krydderier, orangeblomstvand og nødder og appelsinskal (men ikke saften) i.
Pisk i en ren skål hviderne så stive, at der dannes små toppe på overfladen, når riset løftes. Tilsæt de sidste 25 g sukker og pisk, til marengsen er stiv og skinnende. Vend den forsigtigt i kokosmosen og kom dejen i den smurte brødform.
Sæt formen i den øverste halvdel af en 150º varm ovn og bag brødet i 1 time og 10 min.,
eller til det er hævet smukt op, og oversiden er gyldenbrun.
(Stik evt. en kødnål ned midt i brødet; der må ikke sidde dej på den, når den trækkes ud igen).
Tag formen ud, hæld appelsinsaften over brødet og lad det trække i 15 min., før det vendes ud af formen og over på en bagerist. Lad brødet køle lidt af og server det varmt med koldt smør til teen, eller som en hurtig dessert med en cremet kokossorbet til.
Eller lad brødet køle helt af og opbevar det i en lufttæt beholder.