Logo

Vinterpasta - hele 5 forslag og opskrifter

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Vinterpasta - hele 5 forslag og opskrifter

 

Lad dig friste af disse gode og fyldige pastaretter. Ingredienserne er hverdagsagtige, men smagen er i top. Alle opskrifter er til 2 personer. Er du alene så halver portionen.

Der er flere billeder nederst.

 

Penne med champignon, bacon og pesto

Du bestemmer selv smagen, ved at vælge din egen yndlingspesto til retten.

Arbejdstid: 25 min. Koge/stegetid: 15 min.

 

#

1 lille løg eller 2 skalotteløg

1 fed hvidløg

250 g markchampignon

200-250 g penne eller anden kort pasta

150 g baconterninger

1-2 spsk pesto salt og peber parmesanost

 

Pil skalotteløg og hvidløg og hak dem fint.

Rens champignonerne og skær dem i kvarte.

Kog pastaen efter pakkens anvisning.

Steg baconstykkerne gyldne på en pande og tilsæt løg, hvidløg og champignon.

Steg under omrøring 3-5 min. og tilsæt pesto.

Hæld pastaen i et dørslag og tilbage i den varme gryde.

Vend bacon/champignon-blandingen i pastaen og varm igennem under omrøring.

Smag til med salt og peber.

Server straks i varme tallerkner med friskrevet parmesanost.


 

Grønsagssuppe med pasta

Arbejdstid: 25 min. Koge/stegetid: 25 min.

#

1 løg

1 fed hvidløg

2 stilke bladselleri

1-2 gulerødder

1-2 kartofler

200 g savojkål eller hvidkål

1 spsk olie

1 spsk tomatpuré

1 spsk frisk timian

¾ liter grønsags- eller hønsebouillon

125 g små pastastykker

salt og peber

2 spsk hakket persille eller frisk oregano

Tilbehør: parmesanost og evt. brød

*

Pil løget og snit det fint. Pil hvidløgsfeddet og hak det fint.

Rens grønsager og kartofler og skær dem i små stykker.

Snit kålen i tynde strimler.

Steg løg og hvidløg bløde og blanke i en gryde med olie.

Tilsæt grønsager, kartofler og kål og steg et par min. under omrøring.

Tilsæt tomatpure, timian og bouillon og lad suppen simre, til grønsagerne er møre - ca. 15 min.

Kog pastaen al dente (så der er "bid" i dem) efter pakkens anvisning.

Afdryp pastaen i en sigte og vend den så i suppen.

Smag til med salt og peber og tilsæt persille eller oregano.

Server i dybe tallerkener med friskrevet parmesanost og evt. brød.


 

Fuldkornspasta med kylling, soja og sesam

Arbejdstid: 20 min. Koge/stegetid: 15 min.

#

250 g kyllingebryst

1 spsk olie

1 spsk sojasauce

1 spsk citronsaft

1 spsk honning

1 spsk sesamfrø

¼ tsk chiliflager eller lidt finthakket frisk chili

1 dl hønsebouillon eller vand

200-250 g fuldkornspasta

250 g broccolibuketter

evt. salt og peber

*

Skær kyllingekødet i strimler og vend dem sammen med olie, soja, citronsaft, honning, sesamfrø og chiliflager.

Lad dem trække 10-20 min.

Steg kød og marinade på en slip let pande 5 min. og kog panden af med bouillon eller vand.

Tag panden af varmen.

Kog pastaen efter pakkens anvisning og tilsæt broccolibuketterne de sidste 2 min. af kogetiden.

Hæld pasta og broccoli i et dørslag og hæld det tilbage i gryden.

Tilsæt kylling med væske og varm det igennem 1 min.

Server straks i varme tallerkener.

 

Tips: Rist evt. lidt ekstra sesamfrø på en tør pande og drys dem over ved servering.

Stænk evt. lidt sesamolie over retten ved servering.


 

Pastaskaller med cremet fyld af laks og spinat

Arbejdstid: 35 min. Koge/stegetid: 20 min.

 

1 pakke frossen hel spinat (400 g)

1-2 skalotteløg

1 fed hvidløg

1 spsk olie eller smør

1 spsk hvedemel

2½ dl fiske- eller hønsebouillon

muskatnød

salt og peber

½-1 dl piskefløde eller cremefraiche 38%

200 g store pastaskaller

250 g laksefilet (uden skind)

parmesanost

*

 

Lad spinaten tø op. Pil skalotteløg og hvidløg og hak dem fint.

Steg skalotteløg og hvidløg blanke i en gryde med olie eller smør og rør melet i.

Tilsæt bouillonen lidt ad gangen og kog saucen igennem under omrøring.

Skru ned og lad den simre 8-10 min.

Krydr med revet muskatnød, salt og peber og tilsæt fløde eller cremefraiche.

Kog pastaskallerne efter pakkens anvisning.

Tryk væden af spinaten og hak den groft med en kniv.

Vend den i saucen og varm den igennem.

Skær laksen i terninger, krydr dem med salt og peber og vend dem i saucen.

Varm det igennem 2-3 min.

Afdryp pastaskallerne og vend dem i saucen.

Fordel fyldet i skallerne ved hjælp af to skeer.

Anret i varme tallerkener og drys med friskrevet parmesanost og friskkværnet sort peber.

Server straks.


 

Pastagratin med rigatone og kødsauce

Arbejdstid: 30 min. Koge/stege/bagetid: 50 min. Fryseegnet.

 

#

1 lille løg

1 fed hvidløg

1 gulerod

1 stilk bladselleri

200 g hakket oksekød

1 spsk olie

½ dl rødvin (kan udelades)

1 dåse hakkede tomater med oregano og basilikum

salt og peber

200 g pastarør (fx rigatoni)

½ brik mælkesauce (2½ dl)

2 spsk rasp

parmesanost

Tilbehør: grøn salat

*

Pil løg og hvidløg og hak dem fint.

Rens grønsagerne og skær dem i små stykker - eller hak dem groft i en foodprocessor.

Brun kødet i en dyb pande med olie og tilsæt grønsagerne.

Steg under omrøring 5 min. og tilsæt vin.

Kog det igennem og tilsæt tomater, salt og peber.

Lad saucen simre min. 20 min.

Tænd ovnen på 180 °C.

Kog pastaen al dente (med "bid") efter pakkens anvisning og hæld den i et dørslag.

Smag saucen til med salt og peber og vend pastaen i.

Læg pasta og sauce i et smurt ovnfast fad og fordel mælkesaucen over retten.

Drys med rasp og revet parmesanost og sæt fadet i ovnen ca. 20 min.

Server direkte fra fadet og given grøn salat til.

 

Vinterpasta - hele 5 forslag og opskrifter

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Kogebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (5 stemmer)
Siden er blevet set 3.191 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Har du prøvet Kviz.dk?
Effektiv reklame - klik her