Lasagne er pastaplader bagt i lag med sauce imellem. Det kan
enten være kødsauce eller ostesauce med grønsager som i denne vegetariske
udgave.
4 personer. Arbejdstid: 40 min. Koge/stege/bagetid: ca. 45
min.
#
ca. 20 lasagneplader
100 g revet mild ost
Fyld:
1 spsk olivenolie
500 g frisk spinat eller 5-6 kugler hel frossen spinat
(optøet)
1 bundt bredbladet persille
salt og friskkværnet peber
250 g ricotta
Ostesauce:
50 g smør
1 dl hvedemel
1 liter mælk
4-5 spsk revet parmesan- eller granaost
2 spsk blåskimmelost
ca. 1 tsk stødt allehånde
Tomatsalat:
500 g blommetomater
2 spsk ekstra jomfruolivenolie
1 spsk balsamicoeddike eller vineddike
*
Sæt 3 liter vand over at koge, og tilsæt 2 spsk groft salt.
Kog 4-5 lasagneplader ad gangen i 3-4 min.
Læg dem på et rent viskestykke til afdrypning.
Skyl og slyng spinaten. Skyl persillen, og kasser de grove
stilke.
Varm olien i en rummelig gryde.
Tilsæt spinat og persille, og varm igennem.
Krydr med salt og peber, og rør ricotta i blandingen.
Tag gryden af varmen.
Smelt smør i en gryde, rør melet i, og bag det igennem under
omrøring.
Rør gradvist mælken i, og lad saucen koge i mindst 5 min.
Rør revet ost og smuldret blåskimmelost i saucen, og lad dem
smelte.
Smag saucen til med salt, peber og allehånde.
Læg et tyndt lag spinatblanding i bunden af et ovnfast fad
smurt med olie.
Læg skiftevis lasagneplader, spinatblanding og ostesauce
osv. i 4 lag.
Slut af med et lag ostesauce.
Sæt fadet i ovnen ved 175 °C i 35 min.
Drys ost over retten, og bag i yderligere 5-10 min, til
osten er smeltet.
Server lasagnen rygende varm med en salat af tomatbåde vendt
med olie og eddike.
Tips: Det er hverken giftigt eller farligt at genopvarme
retter med spinat og persille. I denne lasagne er spinat og persille tilsat fra
starten, så det er kogt og bagt med under hele tilberedningen. Retten kan
sagtens gemmes til næste dag.
Kilde: Hjemmets bedste MAD og Sandra Leigh Draznin