Logo

Sommerfest

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Sommerfest

 

Det bedste fra Danmarks sommer-spisekammer til en pragtfuld fest i haven. Alle opskrifter er beregnet til 8 personer. Server retterne med brød til - eller anret dem på små stykker brød.

 

Nye kartofler med cæsardressing

Arbejdstid: 25 min. Kogetid: 15 min. Ikke fryse-egnet.

 

#

¾ kg små nye kartofler (gerne røde)

1-2 hjertesalat

3 spsk hakket persille

 

Dressing:

1 pasteuriseret æggeblomme (1 spsk)

2 ansjosfileter

1 fed hvidløg

1 spsk revet parmesanost

½ spsk sherry eller rødvinseddike

1 dl neutral olie

et stænk engelsk sauce

salt og peber

*

 

Skrub kartoflerne og kog dem 8 min. i letsaltet vand.

Sluk for varmen og lad dem trække færdige under låg ca. 7 min.

Blend den pasteuriserede æggeblomme sammen med ansjosfileter, hvidløg, parmesanost og vineddike.

Tilsæt olien lidt ad gangen og smag til med engelsk sauce, salt og peber.

Hæld kartoflerne på et dørslag og lad dem blive lune.

Vend dem med dressingen og anret med hakket persille på et fad med sprøde salatblade.

 

Tips: Sæt evt. tandstikkere i kartoflerne.

 

Kold hornfiskeroulade med persille og kapers

Arbejdstid: 40 min. Kogetid: 15 min. Ikke fryse-egnet.

 

2-3 hornfiskefileter

2-3 tsk dijonsennep

1 stort bdt persille

2 spsk kapers

 

Kogelage:

½ l vand

1 spsk eddike

1 tsk salt

2 laurbærblade

5 sorte peberkorn

salt og peber

 

Creme:

1 dl cremefraiche 38% eller piskefløde

1-2 spsk revet peberrod

1 tsk citronsaft

1 knsp sukker

 

Klip finnerne af fiskefileterne og drys dem med salt og peber.

Smør dem med sennep og læg skyllede persilleblade og kapers ovenpå.

Rul dem tæt sammen fra hale mod hoved og bind dem med bomuldssnor.

Giv kogelagen et opkog. Læg rullerne i lagen og lad dem simre under låg ved ganske svag varme ca. 15 min.

Tag rullerne op, si lagen over dem og lad dem afkøle.

Stil dem i køleskabet gerne natten over.

Pisk cremefraiche eller fløde stift med en håndmikser og smag til med fintrevet peberrod, citronsaft, sukker, salt og peber.

Skær hornfisken i skiver og anret på et fad evt. på letristet rugbrød.

Server med peberrodscreme i en skål eller læg en teskefuld på hver skive hornfisk.

 

Kyllinge- og grønsagsspid med dip

Arbejdstid: 40 min. Marinering: 1 time. Grilltid: 12 min. Ikke fryse-egnet.

 

#

750 g kyllingebryst (tern)

1 grøn og gul squash (tern)

 

Marinade:

3 spsk citronsaft

4 spsk olie

1 fed hvidløg (knust)

salt og peber

 

Dip:

125 g rygeost

2 dl kaffefløde

1 bdt radiser (finthakket)

1 bdt purløg (fintsnittet)

salt og peber

 

Læg træspid i blød i koldt vand.

Vend kyllingetern i marinaden og læg dem i køleskabet min. 1 time.

Rør dippen sammen og smag til med salt og peber.

Træk kød og grønsager på spid og steg dem på en varm grill eller under grillen i ovnen 8-12 min vend dem et par gange undervejs.

Server med dip.

 

Hyldeblomst-panna cotta med vaniljemarinerede jordbær

Arbejdstid: 30 min. Kogetid: 5 min. Køletid: 3 timer. Ikke fryse-egnet.

 

#

4 blade husblas

½ l kaffefløde

2 dl mælk

50 g sukker

1 dl konc. hyldeblomstsaft

 

Vaniljelage:

1 stang vanilje

100 g sukker

1½ dl vand

500 g danske jordbær

 

Pynt:

friske hyldeblomster, citronverbena eller mynte

*

 

Udblød husblas i koldt vand.

Kom fløde, mælk, sukker og hyldeblomstsaft i en gryde og varm det igennem til sukkeret er smeltet.

Tag gryden af varmen.

Knug vandet af husblassen og smelt den i fløden.

Si det over i 8 små glas og stil dem koldt min. 3 timer.

Kog en lage af sukker, vand og den flækkede vaniljestang og lad den blive helt kold.

Skær rensede jordbær i små stykker (kvarte eller mindre), vend dem i lagen og lad dem trække min. 1 time.

Fordel bærrene i glassene og pynt med friske hyldeblomster, citronverbena eller mynte.


Salat af grønne asparges med fjordrejer og mynte

Arbejdstid: 20 min. Kogetid: 2 min. Ikke fryse-egnet. 8 personer.

 

#

250 g grønne asparges

250 g minisquash

250 g friskpillede fjordrejer (eller små 20 grønlandske rejer)

en håndfuld ærteskud

 

Dressing:

1 usprøjtet citron

(2 tsk fintrevet skal + 2 spsk saft)

3-4 spsk olie

2 forårsløg (finthakket)

en håndfuld friske mynteblade

salt og peber

*

 

Skær grønne asparges i 2 cm snitter (kassér de grove ender).

Blancher dem 2 min. i kogende, letsaltet vand, læg dem i koldt vand og lad dem dryppe af.

Vask squashene og skær dem i små stykker.

Pisk dressingen sammen og smag til med salt og peber.

Vend grønsagerne i dressingen og anret på et fad.

Drys med rejer og pynt med mynteblade eller ærteskud.

 

Sommerfest

 

Kilde: Hjemmets bedste MAD og Sandra Leigh Draznin

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Kogebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (8 stemmer)
Siden er blevet set 6.361 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvem vil du helst have som ny statsminister?
Effektiv reklame - klik her