En genganger blandt desserter er buddinger. Især mandelbuddinger har været populære, men der har for en stor del været anvendt bitre mandler, som har vist sig at indeholde giftstoffet cyankalium. De er derfor udeladt.
Denne opskrift stammer nok fra de finere kredse. Måske Kongehuset, som jo har aner i Zar familien. Den er fra omkring år 1890 og fundet på Midtsjælland. Foto venligst indsendt af E. Sundgaard.
# Ingredienser
16 æggeblommer
375 g sukker
2 ½ dl sherry
2 ½ dl hvid rom
1 ¼ dl cognac
50 g husblas
2 ½ dl vand
7 ½ dl piskefløde
Syltet frugt (jordbær, hindbær eller kirsebær)
Olie til formen
Æblekagerasp til formen
Flødeskum til pynt
* Fremgangsmåde
Æggeblommerne røres hvide med sukkeret.
Deri kommes sherry, rom og cognac.
Dette bringes i kog under piskning.
Husblassen opløses i vandet og kommes i blandingen.
Der røres, til det er koldt. Piskefløden piskes til flødeskum og kommes i sammen med syltede frugter så mange man nu synes.
En form smøres med olie og drysses indvendigt med æblekagerasp.
Buddingen kommes i og stilles til afkøling.
Buddingen pyntes med ekstra flødeskum inden serveringen.
Tips: Skulle du - mod forventning - komme til at
spise hele buddingen selv, vil vi anbefale, at du lader bilen stå.