Hovedretten er en sommerlig risret a la Paella, tilberedt
med kyllingelår, peberfrugt og grønne bønner. Arbejdstid: 30 min.
Stege/kogetid: ca. 50 min. 4 personer
#
2-3 forårsløg
1 rød peberfrugt
2-3 fed hvidløg
4 kyllingelår
2 spsk olie
groft salt og friskkværnet peber
4 dl løse ris
4 tomater eller 1 dåse hakkede tomater
2 dl hvidvin
6 dl god hønsekødssuppe eller -bouillon
0,2 g hel safran (se tips)
250 g grønne bønner
200 g pil selv rejer med skal
*
RENS forårsløgene og skær dem i skiver på skrå.
Rens peberfrugten og skær den i terninger.
Pil hvidløgsfeddene og knus dem.
BRUN kyllingelårene i varm olie i en rummelig, tykbundet
gryde.
Krydr med salt og peber.
Tag kødet op og steg forårsløg, hvidløg, peberfrugt og ris,
til de har suget al olien op.
TILSÆT tomater (friske tomater skæres i små stykker),
hvidvin, suppe eller bouillon, safran og de brunede kyllingelår i.
Læg låg på, og lad retten simre i ca. 40 min. Rør jævnligt.
RENS bønnerne og skær dem i mundrette stykker.
Bland rejer og bønner i retten.
Læg låg på, og lad retten simre ca. 5 min. mere.
Smag til med salt og peber.
TIPS: Du kan erstatte safrantrådene med gurkemeje - så
bliver farven fin, men smagen ikke den samme.
Den klassiske, spanske
risret paella tilberedes med korte, runde ris fra Valencia (italienske
risottoris kan også bruges). Paella tilberedes i en stor pande uden låg,
størrelsen afpasset efter mængden idet paellaen ikke må blive for høj. Risene
koges uden omrøring, først 8-10 min. ved stærk varme og derefter ca. 8 min. ved
lav varme. Til sidst skruer man op et par min., så risene begynder at hænge
fast i bunden af panden og danner den sprøde skorpe, som spanierne kalder
socorrat. Panden dækkes til og retten trækker 5-10 min. før servering. Til
metoden bruges 2-2½ gange væske i forhold til risene.
Kilde: Hjemmets bedste MAD og Sandra Leigh Draznin