Nordfransk gryderet med pragtfuld smag - Glæd dig til duften
3 spsk olivenolie eller anden olie
1 kg skært oksekød, skåret i 8 skiver
4 små løg, skåret i tynde skiver
3 spsk hvedemel
1 spsk koncentreret tomatpure
1 liter mørkt øl fx porter
1 krydderbuket af krydderurter (persille, timian,porre og laurbærblad)
3 enebær
1 spsk mørk farin
1 ¼ liter oksefond eller bouillon
peber og evt. salt
Forvarm ovnen til 180°. Olien opvarmes i en stor tykbundet gryde (der kan tåle at komme i ovnen ). Brun kødstykkerne heri. Kødet tages op efterhånden og løgene sauteres i gryden. Derefter kommes melet i og steger med ved kraftig varme i ca 2 minutter, rør hele tiden, tilsæt derefter tomatpureen og lad det stege med i ca 2 minutter. Øllet hældes nu i sammen med enebær, krydderbuketten og den brune farin. Herefter tilsættes oksefonden og kødet. Det hele bringes i kog. Lad retten simre i ca 5 minutter og skum forsigtigt. Smag retten til med salt og peber. Læg låg på og stil det hele i ovnen i ca 1 time og 45 minutter på 180°.
Når tiden er gået prøves om kødet er mørt med en skarp kniv ellers skal retten have mere tid i ovnen. Kødet lægges i et serveringsfad med låg og saucen koges ind i en gryde. Skum igen. Saucen kan evt. jævnes, hæld saucen over kødet og server.
Server en lækker Kartottel-rodfrugtmos til og god øl og evt. snaps.