Dampede muslinger er hurtige at lave, og pga. kraften og saften fra muslingerne får man en kvalitet og kraft i suppen, som det ellers kun er muligt at opnå ved en langt mere krævende arbejdsproces.
Muslingesuppe er altid tæskelækkert, så køb et kilo hos fiskehandleren, og kast dig ud i det. 2 personer.
1 kg muslinger
1 løg
2 gulerødder
2 stængler bladselleri
1 porre
¼ savojkål
1 tsk olie
2 dl hvidvin eller Noilly Prat
2 dl vand
4 fed hvidløg
3 kviste timian
2 laurbærblade
salt og peber
½ bundt persille
4 skiver groft brød a 35 g
Skrub muslingerne under rindende koldt vand.
Træk skægget af - ligner hår - og smid de muslinger væk, der ikke er lukkede, eller som ikke lukker sig ved et let slag mod bordkanten.
Klargør grønsagerne og skær dem ud i mindre stykker - gerne i lidt lange tynde stænger på ca. 3 cm.
Svits grønsager i lidt olie i en stor flad gryde i 2-3 min., uden at de tage farve.
Når grønsagerne er halvmøre, tilsættes hvidvin eller Noilly Prat, vand, hakket hvidløgsfed, timiankviste, laurbærblade samt salt og peber.
Lad det hele koge op, og kom muslingerne ved.
Damp muslingerne i l min. under låg, vend dem forsigtig rundt og damp dem yderligere 1-2 min., til de er åbne.
Muslingerne kan serveres i gryden eller i dybe tallerkener, men drys med lidt persille inden serveringen.
Spis groft brød til.
Tips: Der har næsten altid samlet sig lidt sand i bunden af gryden, og man bør derfor aldrig hælde suppen fra gryden over i tallerkenerne, da sandet vil følge med. Anvend derfor en grydeske, når suppen skal fordeles i tallerkenerne.
Næringsberegning pr. person.
Fedt: 6,8 g 14e%
Protein: 31,3 g 30e%
Kulhydrat: 59,4 g 56e%
Kostfiber: 5,8 g
Energiindhold: 1801 kJ