Mole Poblano de Guajolote (Krydret sauce fra byen Pueblo (syd for Mexico City) med kalkun) hedder denne mexikanske nationalret. Den stammer fra konventet Santa Rosa i Pueblo. Nonnerne lavede den første gang som et måltid for velgørere, der havde bekostet en ny afdeling af klosteret. Fuld af entusiasme tog nonnerne næsten alt hvad der var i køkkenet og dette blev resultatet. Retten her er tilpasset en smule til dansk smag og til tilgængelige ingredienser. I stedet for kalkun kan man bruge kylling. Den hedder i så fald Mole Poblano de Pollo.
2,5 kg kalkunbryst (eller 3 kyllinger a 1,2 kg)
1 stort løg
3 hvidløgsfed
1 gulerod
1 dåse flåede tomater
3 hønsebouillonterninger
sort peber
vand
2 spiseskefulde vindruekerneolie
1 løg, hakket
50 g afskallede mandler
50 g rosiner
1 skive franskbrød
50 g sesamfrø
1 tsk Sambal oelek (stærk chilisauce)
¼ tsk stødte nellikker
¼ tsk kanel
¼ tsk formalede korianderfrø
1 prise formalede anisfrø
1 prise sort peber
¼ tsk salt
50 g mørk, bitter chokolade
25 g ristede sesamfrø
Kom kalkunbrystet (eller kylling) i stor gryde med gulerod, løg, hvidløg, saften fra en dåse tomater, 3 hønsebouillonterninger og lidt sort peber. Dæk med vand og kog til kødet er mørt (1 - 1 ½ timer).
Tag kødet op af gryden, skær brystet i skiver (eller del kyllingen). Brun det let i olie. Stil tilside i stor ovnfast skål.
I en blender kommes dåsetomaterne, 300 ml af den varme suppe og den kogte gulerod,løg og hvidløg. Tilsæt yderligere hakket løg, hvidløg, mandler, rosiner, sesamfrø, 1 skive franskbrød pillet i stykker, krydderier og chokoladen delt i små stykker. Blend til cremet konsistens. Hæld det over kødet i den ovnfaste skål. Varm i ovn til retten er gennemvarm. Drys ristet sesamfrø over.
Serveres med ris, kogt i resten af suppen evt. tilsat mere vand og salt.