Jarlen af Sandwich

Mange anslag er gjort mod den oprindelige hånd­mad, som den 4. jarl af Sandwich fik serveret ved spillebor­det. Han bad sin tjener lave noget, som var let at spise, noget der ikke skulle bruges tallerken eller bestik til, og noget der ikke »grissede« kort og spillebord.

Det blev til pålæg mellem to styk­ker brød. Enkelt og ligetil. Sand­wich'en var skabt.

I Danmark udviklede den sig til »open face-sandwich« - smørre­brød, og i Amerika blev den varme bøf lagt mellem to stykker brød, en slags nationalkultur.
Og en tur ud i den store verden vil hurtigt vise, at begrebet sandwicher meget internationalt, men også ofte langt fra jarlens oprindelige ide.

Vi satte os for at »støve« den klassiske sandwich af og se om den havde appeal i dag.
Vi satte et smagspanel på opgaven som lød: Lav en smuk sandwich, som også er smuk og indtagende flere timer efter at den er blevet til.

Og den skal kunne tåle kulde/varmepåvirkninger og rystelser sva­rende til 12 på Richterskalaen.
Smagspanelet forlangte at få en designer med i projektet. En arkitekt kom til undervejs. En ingeniør blev konsulteret og en bil­ledkunstner lagde sidste hånd på værket.

Først prøvede man sig frem med forskellige brødtyper, og kom frem til, at det hvide bløde brød var bedst. Man var helt sikker på, at det måtte have været det, som havde holdt jarlens roastbeef eller agurker sammen. Det er stadig god engelsk tradition, og så til a nice cup of tea. Lovely!

Nu havde man brødet. Så skulle der noget imellem. Kreativiteten fik frit spil. Det var imponerende, hvad man kunne finde på at lægge mellem så­dan to stykker brød. Men hurtigt indså man, at man måtte have en in­geniør med i temaet, for det første resultat man var kommet frem til, havde den umiddelbare ulempe, at ikke engang Kim Larsen kunne gabe over den. Flot havde den ellers været. 

Utrolig flot endda. Ud mel­lem to sagesløse stykker brød kom et fantasifuldt optog af havets frug­ter blandet med adskillige grønne sager og op til flere kødsorter.
Det var et sandt mesterværk. Især tiltrak miniblæksprutten, som holdt de sprøde grønne asparges, dom­merpanelets opmærksomhed. Men også det postejfyldte andelår, som lå på tre forskellige farvede salater var et smukt syn. Danmarks smukkeste uden tvivl.
Men det ambitiøse kunstværk væltede sådan rent bogstaveligt. Og man måtte starte forfra og tænke mere realistisk.
 
Ingeniøren gik i gang med at lave beregninger over, hvor meget gennemsnitsdanskeren kunne gabe over, og fandt frem til, at meget mere end fem centimeter ikke du­ede. Højden lå nu fast. Det indkøbte sandwichbrød gav bredden og længden. De videre eksperimen­ter viste, at alle foretrak, at skor­perne blev skåret fra.
Indtil nu var det kun rammen, der var skabt, og bølgerne gik meget højt, før man fandt frem til indholdet.
Man startede naturligvis lige som jarlen af Sandwich med et par tykke skiver roastbeef varieret med for­skellige salater med og uden dres­sing. .

Prøvesmagerne erfarede, at kø­det var stærkere end brødet. Det gik op for dem allerede ved første bid. De stod tilbage med resterne af to stykker brød i hånden, roastbeef'en halvt hængende ude af munden, og salaten i langsomt glid ned ad brystet.

Det er jo den hårde måde man læ­rer det på. Jeg husker fra min skole­tid, at det var lykkedes mig at liste en elastik ind under Anne Maries spegepølsemad med det utrolig flotte og effektfulde resultat, at den første skive smækkede op i panden på hende og den anden, sekundet ef­ter, klistrede sig fast på væggen fem meter bag. Hvem siger, at skolemad skal være så kedelig!
Videre eksperimenter med roast­beef, steg, filet, pølser og lignende foregik med disse materialer hakket eller fint skåret.

Kød alene mellem to stykker er en lidt flad fornem­melse, men den hæves på elegant vis med salat. Det skal også hakkes. Og det bedste resultat me­ner panelet man opnår, når olien el­ler dressingen kun antydes. Det er vigtig at salaten bevarer sin sprød­hed og at brødet ikke bliver »sma­sket«.
Fordelingen af kød og salat mel­lem de to stykker brød, drillede en smule .indtil en fagmand kom til med beregninger om biddets og håndens tryk i forhold til blødhe­den i brødet og skrøbeligheden i sa­lat - og kød blandingen. Beregnin­gerne som kom ud på PC'eren viste, at blandingen ikke måtte overstige brødets tykkelse. Det bedste resul­tat opnås ved at lægge lidt for meget på, og så med håndfladen langsomt trykke det på plads. Blandingen for­deler sig, og brødet får kontakt, så det bliver en enhed.

Alle former for kød blev te­stet, og man kunne samles om, at kyllingekød havde de fleste fordele. Kød og salat har en god konsistens, men smagsmæssigt mangler det noget.
Forskellige test's viste at bacon var det, der satte prikken over i'et. Panelet gik igang med at udvikle salat/kylling/baconsandwichen og kom frem til, at den vandt et par ek­stra points ved at blive tilsat lidt smørristet østershatte og hakket sorte oliven.
 
Ingredienserne til Danmarks smukkeste sandwich - den dag:
kylling, bacon, salat, hvidkål, østershatte, olie, rød peber, sandwichbrød
 
Til sidst blev en kunstner tilkaldt for at peppe sandwichen lidt op, for sandt at sige, så lå den der og så ret almindelig ud.
Efter at have spist en 12-16 af prø­vesandwich'erne lod han sig inspi­rere til at sætte et lille 

papirdannebro­gsflag i vinderen. Mere skal der ikke til - det er i det enkle, storheden skal findes - sagde han og mente op­gaven løst. På vej ud nævnte han, at man da godt kunne lægge en grøn el­ler rød peberring rundt om sand­wich'en. Det kunne da godt være, det pyntede! I alt fald var den med til at beskytte den mod tryk og pres. Det var det bedste vi kom frem til. Alle vi har ladet prøvesmage sagen, har kunnet lide den. Den er let at bide i, alligevel er der »modstand«, den er frisk og sprød og smager af noget. Og så ser den godt ud når man pakker den ud.

Jo, bestemt: Danmarks smukke­ste sandwich - den dag.
Nogen vil måske sige: Jamen er det ikke en ny udgave af den ameri­kanske club-sandwich. Og så vil vi skynde os at sige: Nej da! og så give opskriften på den klassiske club­sandwich:
Et sandwichbrød afskorpes, ri­stes og smøres. Et frisk salatblad og skiver af kyllingebryst lægges på. Pyntes med mayonnaise og bacon og så øverst endnu et stykke ristet brød. Sådan!

En anden berømt sag er Bus­sers Sandwich: 4 stykker af­skorpet sandwichbrød smø­res. På første skive lægges skinke, på næste, som også smøres på undersi­den, lægges en skive fed ost, på tred­je, som ligeledes smøres på undersi­den, kommer først salatblad og derover flæskesteg. øverst den fjerde skive brød med smørret nedad. Og så er Bussers håndmad klar!

Tilbage til testen. Vi prøvede os også frem med for­skellige former for fisk. En lækker kombination var hellefisk, hakket salat med kaviar og brødet let smurt med sennepssmør.
Den ferskrøgede laks var selvføl­gelig hel fin, men ikke med røræg som tilbehør. Igen var det den hak­kede salat, dryppet med lidt citron, som løftede den op.
Også sardinsandwichen med rørt smør, hakkede æg og løg fik en del stemmer.

I kødafdelingen fik den tradi­tionelle skinkesandwich ikke mange rosende ord. Derimod var den med tunge en smagsmæssig for­nøjelse. Brødet var smurt med sen­nepsmør og peberrodssmør og tun­gen var lagt sammen med en salat­blanding.

På ostesiden fik rygeosten med radiser mange venner, men vinderen var blåskimmelost med hakket salat og valnøddekærner.
Og så gik vi ikke længere. Men vi skal ikke undlade at notere, at man i tilgænge­lige opslagsbøger om emnet kan læse om sandwichtærter, syltetøj­sandwich, sandwichruller og mange andre forunderlige ting, som Jarlen af Sandwich med absolut fuld ga­ranti aldrig ville have drømt om at få serveret ved spillebordet.