Ratatouille er nok verdens mest berømte grønsags ragout. Den er forrygende, når den serveres som en dejlig varm og fugtig garniture, der kan få en til at undre sig over, hvorfor det danske køkken så længe har fastholdt sauce som en nærmest hellig del af måltidet.
Ratatouille - som jeg personlig foretrækker varm - er dog også opløftende kold, idet den koncentrerede smag af sydeuropæiske grønsager matcher næsten enhver lun frokostret. 2 personer.
2 store løg
2 peberfrugter
4 tomater
½ aubergine
½ squash
2 tsk olivenolie
3 fed hvidløg
¼ tsk timian
¼ tsk rosmarin
salt og peber
½ bundt persille
evt. citronsaft og sukker
Alle grønsagerne klargøres og skæres i grove stykker på et par cm.
De groft skårne løg sauteres klare i olien, hvorefter de andre grønsager tilsættes sammen med hakket hvidløg og lidt timian, rosmarin og salt og peber.
Det hele koges mørt under låg i ca. 20 min.
Groft hakket persille vendes i, og retten smages evt. til med citronsaft og sukker samt salt og peber.
Tips: Da grønsagerne kan variere meget i smagen afhængig af årstiden, skal man gøre sig umage med tilsmagningen af retten. Det er vigtigt, at man både kan ane syren og sødmen fra grønsagerne.
Man kan sagtens være kreativ, og hvis køleskabet er fyldt op med de mere klassiske danske grønsager som kål, gulerødder eller porrer, er der intet til hinder for at anvende disse.
Næringsberegning pr. person.
Fedt: 3,6 g 21e%
Protein: 5,0 g 14e%
Kulhydrat: 24,2 g 65e%
Kostfiber: 7,3 g
Energiindhold: 632 kJ