Det klassiske danske køkken har ingen tradition for at anvende græskar, selvom der er adskillige opskrifter med græskar, der er et bekendtskab værd, og som i andre dele af verden er en del af madkulturen.
At græskar næst efter en vandet agurk måske er den mindst energiholdige grønsag og tilmed indeholder masser af fibre, gør den derfor både interessant kulinarisk og ernæringsmæssigt.
Bagte græskarbåde er lette at lave, smager fortryllende og er et rigtigt godt alternativ til de mere velkendte garniturer. 2 personer.
¼ græskar (ca. 600 g)
Fyld:
2 tomater
2 spsk revet mager ost (max. 20+/10%)
½ tsk vineddike
1 bundt basilikum
salt
Marinade:
1 cm ingefær
1 tsk olie
1 tsk sukker saft af
½ citron
salt og peber
Tomaterne skæres i mindre tern og blandes med resten af fyldet.
Ingefæren skrælles og hakkes fint og blandes med de øvrige ingredienser til marinaden.
Græskarret skylles, skæres i både og pensles med marinaden, inden de bages ved 190°C i ca. 40 min.
Når græskarbådene er møre, kommes fyldet over, og de bages i yderligere 10 min.
Server dem som garniture til en kødret, eller som en del af en frokostret.
Tips: Jeg har valgt at tilberede græskarret med fyld, som giver lidt syrlig friskhed til de ellers lidt neutrale græskar. Man kan dog sagtens undlade fyldet eller variere det efter lyst og sæson.
Næringsberegning pr. person.
Fedt: 3,5 g 32e%
Protein: 3,4 g 14e%
Kulhydrat: 13,6 g 55e%
Kostfiber: 5,8 g
Energiindhold: 420 kJ