700 g fiskefileter (fx torsk eller rødfisk)
250 g nye gulerødder
1-2 majroer eller glaskål (ca 250 g)
200 g grønne bønner
50 g smør
2 spsk citronsaft
Sauce:
2 dl fiskefond
2-3 forårsløg
ny løgtop eller 1 lille porre
3-4 stilke timian (gerne delvis citrontimian)
1 stængel blegselleri
2 dl piskefløde
1-2 tsk Maizenamel
Skær fiskefileterne i 4-5 cm brede stykker.
Drys dem med salt.
Kog et par dl letsaltet vand op i en gryde.
Skræl gulerødder og majroer og skær dem i smalle bjælker.
Skyl og nip bønnerne og skær dem i 2-3 cm lange stykker.
Læg gulerødder og majroer i gryden med saltvand og kog dem 4 min, før bønnerne lægges i og grønsagerne koges yderligere 4-5 min.
Hæld kogevandet fra.
Smelt halvdelen af smørret i en gryde, der kan rumme fisken, læg den i gryden og dryp med citronsaft.
Damp fisken under låg, til den har skiftet farve og er blevet mælkehvid. Det varer 5-8 min.
Tag den op og hold den varm, tildækket på et varmt fad.
Snit forårsløg (løgtop eller porre) fint og svits det kort i resten af smørret i en gryde, uden at det tager farve. Så frigøres smagen bedst.
Kom fiskefonden i og læg så timian og den delte blegselleri i.
Kog dette i 5-8 min. Tag timian og blegselleri op.
Pisk fløde og Maizenamel sammen og pisk det i fiskefonden.
Kog saucen op.
Smag til med salt og peber og lad den koge yderligere nogle min.
Læg grønsagerne i saucen i gryden og læg fisken forsigtigt ovenpå.
Varm det hele igennem under låg, det varer ikke mange min, og servér straks.
Tips: Både kartofler og løse ris klæ'r. Og tomatsalat med friskhakket
basilikum eller dild. Næsten alle grønsager kan bruges i retten. Retten
kan også laves i et ovnfast fad. Læg fiskestykkerne i et smørsmurt fad på
et leje af fintsnittede, svitsede forårsløg og de letkogte grønsager. Dæk
med timiansaucen, læg alu-folie løst over fadet og sæt det i ovnen en halv
time ved 175°C.