½ skive rugbrød med smør
1 spsk sky
½ skive leverpostej
1 spsk krydderfedt
4 papirtynde skiver spegepølse
3 løgringe
1 lille kvist dild
Læg den halve skive leverpostej på brødet.
Kom krydderfedt og sky ovenpå.
Læg dernæst de 4 skiver spegepølse på, så de dækker alt under og pynt med løgringe og dild på toppen.
Sky - den lette måde:
½ l vand + 1 spk. koncentreret oksebouillon (eller ½ l oksefond)
12 blade husblas
2 spsk portvin
1 tsk kulør
Udblød husblasen i koldt vand. Bring vand og oksebouillon i kog. Tilsæt den udblødte husblas og kulør. Tag gryden af varmen og tilsæt portvinen.
Bruges oksefond i stedet for, skal den smages til med salt og peber, ellers er fremgangsmåden den samme.
Kom skyen i en aflang form og lad den stå til den stivner. Stil den evt. i køleskabet, når den er kølet lidt af.
Tips: Når skyen er i formen, lægger man et stykke køkkenrulle på toppen, så får man ingen fedtkant.
Leverpostej:
½ kg svinespæk
½ kg svinelever
2 dl sødmælk
1 æble
1 løg
75 g hvedemel
30 g rensede ansjoser
1 tsk allehånde
1 tsk stødt timian
1 tsk stødt laurbærblad
2 æg
spæk i skiver til at fore formen
Skær spæk, løg og æble igennem, kom det i blenderen og hak det groft.
Spækfarsen kommes i en gryde og smeltes.
Hvedemel og mælk rystes sammen og piskes sammen med spækfarsen.
Blend leveren sammen med ansjoserne.
Bland leverfarsen med spækfarsen, tilsæt krydderierne og pisk æggene i. .
Formen beklædes med spækskiverne, så hele formen er dækket.
Hæld farsen i.
Bag leverpostejen i vandbad i 55 min. ved 175ºC i midten af ovnen.
Krydderfedt:
250 g svinefedt
1 Granny Smith æble
1 løg
1 spsk timian
Svinefedtet smeltes i en gryde, æblet (med skræl) skæres i små tern, og løget hakkes. Timian drysses i. Det hele skal simre i gryden i 30 min.
Kom krydderfedtet i en skål og lad det køle af, inden det sættes på køl.