Boller i karry kan varieres på utallige måder. En moderne
version indeholder grønsager til at give friskhed og sprødhed. Vi koger saucen
med løg og æble, der både giver smag og jævner saucen. Vil du have endnu flere
grønsager i retten, kan du komme rodfrugtterninger i saucen, når bollerne er
formet.
4 personer. Arbejdstid: 45 min. Koge-/stegetid: 40 min.
#
Æblekarrysauce:
1 æble
1 løg
1 gulerod
25 g smør
3-4 tsk karry
4 spsk hvedemel
1 liter vand (eller hønse- eller grønsagsbouillon)
salt og peber
Fars:
1 løg
500 g hakket svinekød
1 tsk salt
1 æg
1 dl havregryn
1 dl mælk
Sprødt drys:
1 gulerod
3 forårsløg
1 rødt æble
Tilbehør: kogte ris
*
BEGYND med saucen: Skær æble, løg og gulerod i små
terninger.
Svits dem i smørret i en stor gryde.
Tilsæt karry og mel, og svits med et øjeblik.
Tilsæt vand lidt efter lidt, og lad saucen koge under låg
ved jævn varme i 10-15 min.
SÆT risene over at koge efter pakkens anvisning.
Fars: Hak løget fint.
Rør kødet sejt først med salt og derefter med æg.
Rør havregryn og løgene i farsen, og spæd med mælk, til
farsen har en god og sammenhængende konsistens.
Lad evt. farsen trække i 15-30 min.
BLEND saucen med en stavblender.
Smag til med salt og peber, og lad saucen småkoge.
FORM farsen til boller med en spiseske, og kom dem direkte i
saucen.
Læg låg på gryden, når alle bollerne er formet, og lad sauce
og boller simre ved svag varme i 15 min.
Rør indimellem forsigtigt i saucen.
Sprødt drys: Skær guleroden i bittesmå terninger.
Skær forårsløgene i skiver og skær æblet i stave.
Bland gulerod, løg og æble, og server i en skål ved siden af
boller i karry og kogte ris.
Drys det friske grønt over hver portion inde ved bordet.
Kilde: Hjemmets bedste MAD og Sandra Leigh Draznin